Nu er det tid til Festisall 2023
En lang række bands går på scenen til endagsfestivalen Festisall i Sall.
Den gode stemning er praktisk talt givet på forhånd, når Festisall endnu engang lægger scene til en lang række bands lørdag 5. august fra klokken 13-1 på Frijsendal Friskole i Sall. Der er gratis entré.
»Vi skal fejre sommeren og nyde hinandens selskab,« skriver formanden for Festisall, Bjarne Frost Hansen, i en mail til redaktionen.
Han fortsætter:
»Fantastiske, frivillige kræfter får på magisk vis alt til at ske, så alle på en fin måde kan få en rigtig god musikalsk oplevelse med venner, naboer og familie. Mange super dygtige musikere stiller op på den store scene og den mindre Harrys Corner. Der er super lyd og smukt lys – et helt igennem professionelt format, så alle de frivillige, skønne musikere tager sig ud på bedste vis.«
Melder sulten sig kan man købe en Festisall-burger.
»Skulle der mod forventning blive lidt koldt hen på dagen, tænder vi alle gasvarmere,« lyder det desuden fra arrangøren, som dog opfordrer til at medbringe en ekstra trøje og til at hoppe på cyklen fremfor at tage bilen.