Fortsæt til indhold

Nyskabende scenekunst i Randers Teater

Kultur og byliv
gs

Randers Teater tager hul på den kommende teatersæson i Randers Festuge med forestillingen ”I krydset får de ny sofa” af Hotel Pro Forma i samarbejde med Aalborg Teater og Aveny-T. Det er en monolog baseret på den prisbelønnede forfatter Helle Helles anmelderroste roman ‘de’. Den handler om en kvinde, der ser tilbage på sit liv som 16-årig, og i poetiske flashbacks og brudstykker af hverdagsepisoder udfolder hendes mors terminale sygdomsforløb og hendes eget unge teenage-liv sig.

Scenografien består af en masse lysende LED rør, der bidrager til at skabe et flot og nyskabende scenekunstnerisk univers som baggrund og medspiller til ordene fra Helle Helles roman.

“I krydset får de ny sofa”, der var åbningsforestillingen på CPH Stage i 2022, er instrueret af Kirsten Dehlholm, der grundlagde Hotel Pro Forma i 1985. Siden har hendes arbejde modtaget stor anerkendelse både i Danmark og internationalt.

“I krydset får de ny sofa” spiller på Randers Teater 16. august.