Syng Randers Rundt i Festugen
Tirsdag 15. august inviterer Korby Randers, Museum Østjylland og Randers Bibliotek til Syng Randers Rundt.
Der vil være 12 sangstoppesteder i Randers, hvor randersborgere kort vil fortælle om lokaliteten, og der vil blive sunget et par sange. Stoppestederne ligger i området omkring Sct. Mortens Kirke med en tur gennem minefeltet i Storegade. Blandt andet vil der være stop ved Storkereden, det gamle højskolehotel og naturligvis Sct. Mortens Kirke.
Man bestemmer selv ruten og kan starte og slutte, hvor man vil. Hvert kvarter i løbet af de to timer, arrangementet varer, kan man få en oplevelse lige der, man vælger.
Blandt fortællerne er Jan Nørskov, Henning Kragh, Inger Nygaard Kaad og Bent Martinsen.
Man kan se mere på syngrandersrundt.dk, hvor der både er et oversigtskort og en liste med alle stoppestederne. Hele arrangementet er gratis.