»Stir It Up, Smukfest«: Der blev rørt grundigt i reggae-gryden, da The Wailers vandt over vejrguderne onsdag aften
Reggae-kærligheden spredte sig mellem bøgetræerne, da The Wailers onsdag aften på Stjernescenen gav smuklingene en grundig introduktion til "The Reggae Mission".
»Do you feel unity. Do you feel peace? Do you feel love?« Der går ikke mange minutter, før publikum vugger med i hofterne og synger med på legendariske Bob Marleys udødelige bagkatalog af reggae-hits.
Og fra at være ikke-så-overvældende-mange puplikummer ved koncertens start, så går der ikke lang tid, før der er trængsel foran Stjernescenen, hvor The Wailers med succes følger i reggae-kongens forspor, mens forsanger Mitchell Brunings mellem numrene sender reggae-slagord med budskaber om fællesskab, tolerance og ligestilling ud til publikum.
For en stor del af publikummerne er det lyden af den tabte ungdom tilbage i slut-tresserne og 70’erne. Dengang der var Flower Power, og hippier sprang og pulsede på fede joints. I hvert fald er der en liflig lugt af præcis det, som bølger i takt med reggaemusikken mellem bøgetræerne, og også når op på scenen og får et par kommentarer af den venlige slags med på vejen.
Også en pæn del af de yngre smuklinge bliver fanget ind af The Wailers fortolkning af reggaeklassikerne: Buffalo Soldier, Could you be loved, Get Up Stand Up, One Love, Three Little Birds, I Shot the Sheriff, No Woman No Cry – og jeps, der kvitteres med et skævt smil fra puplikum, da trenchtown (skurby) skiftes ud med Smukfest. Fin pointe! – samt naturligvis Stir It Up. Der blev rørt pænt meget i reggaegryden, og puplikum fangede da også budskabet til sidst.
»Are you hungry for some more, Smukfeeeest? Join us in the reggae kitchen,« lyder opfordringen fra en forsanger, der snart er lige så våd som gæsterne foran scenen, der startede ud i bare arme og shorts, men undervejs måtte kapitulere og hoppe i regntøjet.
Men der er stadig gang i reggae-festen og folk biver, selv om regnen tager til. Der synges med på alle sange, vinkes med armene i luften og svares beredvilligt tilbage med et yeah-man på spørgsmål fra scenen. The Wailers leverde deb nostalgiske reggaefest, publikum kom efter og bandet får da også et velfortjent stort bifald med efter ekstranumrene.