Fortsæt til indhold

Fællessang blev til fællesskab på Smukfest

For første gang nogensinde var Fællessang et punkt på Smukfests officielle musikprogram. Anført af Annette Heick, Barbara Moleko, Randers Kammerorkester og flere gæstesolister sang publikum med på alt fra Bamse til Natasja.

Kultur og byliv
Følg Smukfest direkte i Uge-Bladets liveblog under hele festivalen i bøgeskoven. Klik her.

Fællessang har været en del af Smukfest vel sagtens fra musikfestivalens begyndelse i 1980. I den ene eller den anden forstand. Men i år var fællessangen taget til nye højder og for første gang en del af det officielle Smukprogram. Klokken 13 lørdag tog Annette Heick imod publikum fra en solbeskinnet Bøgescene. Bag sangerinden sad Randers Kammerorkester under ledelse af kapelmester Mads Bærentzen.

Her først på Smukfests fjerdedag lå der en sjælden ro over pladsen foran Bøgescenen. En violinist fra kammerorkestret spillede en instrumental version af folkevisen “I skovens dybe stille ro”. En velvalgt titel at indlede Fællessang i Bøgeskoven med denne lune eftermiddag.

Bænkerækkerne var fyldte af siddende publikummer, som helt utraditionelt for festivalens største scene blev siddende ved koncertens begyndelse. Og folk var usædvanligt stille. Forklaringen herpå lå formentlig i de adskillige døgn med for høj en alkoholpromille og for få timers søvn, en væsentlig del af dagens publikum angiveligt havde haft.

Det ændrede sig dog, da Annette Heick akkompagneret af kammerorkestret sang “Gid du var i Skanderborg”. Her sang folk med – godt hjulpet på vej af sangteksten på storskærmene.

Da Dorthe Kollos signaturnummer var ovre, kom sangerinden Barbara Moleko ind for sammen med Annette Heick at påtage sig konferencierrollen på scenen. Og for at synge sit eget nummer “Dum for dig” fra 2012. Selvfølgelig i fællesskab med publikum.

De to festlige numre hjalp på sløvheden i skoven, og efterhånden som stemmerne blev varmet op, fik fællessangen mere volumen og gjorde netop det, fællessang kan; skabe fællesskab og fælles glæde.

Keld Heick var blandt gæstesolisterne på scenen til Fællessang og sang Tommy Seebach nummeret "Du skælder mig hele tiden ud" sammen med datteren Annette Heick, der var konferencier ved arrangementet. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Gæstesolister og lokalt kor

Moleko og Heick præsenterede flere gæstesolister, som kom på scenen og sang. Sammen med dem, et veloplagt kammerorkester og – ikke mindst – publikum.

Blandt gæstesolisterne var Keld Heick, som sammen med datteren Annette sang Tommy Seebachs nummer “Du skælder mig hele tiden ud”. Også rapperen Kaka sluttede sig til for at sætte vokal til Natasja-nummeret “Op med ho’det” og John Mogensens “To mennesker på en strand”. Begge indslag vakte stor begejstring hos et publikum, som sang for sang syntes at blive både flere og mere vågne.

Sangeren Barbara Moleko var sammen med Annette Heick konferencier til Fællessang-arrangementet på Bøgescenen. Foto: Inge Lynggaard Hansen

Som ekstranummer og en ekstra lokal prik over i’et optrådte 100 medlemmer fra Skanderborg ungdomskor med Alberte Windings “Du er hos mig” og The Beatles’ “Let it be”. Igen istemte Moleko og Heick. Og Smukpublikummet. Nok var alle toner fra festpladsen ikke rene, men det betød mindre. Fællessangen havde opfyldt sit formål; samlet publikum i et stort syngende fællesskab.

Publikum var i godt humør og sang med på alt fra Bamse over Tommy Seebach til Natasja til fredagens Fællessang. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Hjulpet på vej af sangtekster på storskærm, Randers Kammerorkester, Annette Heick, Barbara Moleko og flere gæstesolister, sang publikum sammen på en perlerække af kendte, danske numre. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Blandt gæstesolisterne til Fællessang på Bøgescenen var også rapperen Kaka. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Da Kaka sang for i Natasja-nummeret "Op med ho'det" fik stemningen et nøk op blandt de sangglade Smukfest-publikummer. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Tre festlige fyre iklædt farverige kimonoer, pels og pelshue var mødt op til fællessang på Bøgescenen fredag. Foto: Inge Lynggaard Hansen