Prisma var en rystet energidrik i Bøgeskoven

Måske navnet Prisma ikke ringer nogen klokker. Men det burde det. Det beviste søsterduoen bestående af Frida og Sirid Møl Kristensen, da de gik på scenen i The Hood på Smukfest fredag klokken 14.

Der stod kun ganske få mennesker foran scenen, da den oprindeligt odenseanske upcoming duo kastede sig direkte ud i de drømmende, tostemmige vokalharmonier og støjende strenge, der har trukket det meste af en mælkevej af stjerner fra anmelderne siden debut-EP’en “Inside Out” fra 2021. Og som denne tidlige fredag eftermiddag trak publikummer til på rekordtid. Knapt var åbningsnummeret forstummet, før dækket af træflis foran scenen var svært at få øje på for bar skosåler.

Frida med sit lyse og Sirid med sit tilsvarende mørke pagehår var en rystet energidrik, der blev åbnet lige der i Bøgeskoven. Og publikum slubrede den i sig.

»Hej Smukfest. Er I vågne?« spurgte Sirid publikum, da vibrationerne efter det første nummer havde lagt sig.

»Nu er vi!« råbte en mand i mængden.

Mod og originalitet

Flankeret af Andreas Grønne bag trommerne og Martin Simonsen på keys, tæmmede Frida sin guitar og Sirid sin bas på det melankolske støjrock-nummer “Seven greedy girls”.

Med rytmisk svingende pageklip, fødder i konstant bevægelse og skiftevis strenge, rasleæg og tamburiner imellem fingrene, inviterede søstrene publikum indenfor i deres psykedeliske univers. Og publikum tog i den grad imod invitationen. Mange hoppede. Få snakkede. Et scenarie der skulle vise sig at vare ved, koncerten igennem.

»Nu vil vi spille den vredeste sang, vi har. Så har I noget vrede, I skal ud med, er det nu!« lød det fra Sirid Møl Kristensen som introduktion til nummeret “I never wanted to meet you”.

Få bands herhjemme sætter sig for at kombinere hård rocklyd med klassisk tværfløjte. De færreste mestrer at få det til at lyde godt. Denne spæde eftermiddag i The Hood gjorde Prisma begge dele. Et modigt og originalt instrumentalnummer med Sirid på tværfløjte og Andreas Grønne på mandolin fik et benovet publikum til at tabe kæben på brystet i et kollektivt smæld. For så at bryde ud i ivrige klapsalver, da nummeret var slut.

»Tak skal I have! Det er dejligt at få lov til at spille lidt fløjte. Jeg håber, I kunne lide det?« Sirid så spørgende ud på publikum, der uden at påkalde sig betænkningstid, brød ud i et fælles jubelbrøl.

Pandehår på noder

Brøl kom der flere af, da Prismas cover af The Raveonettes “Bowels of the Beasts” hamrede ud over scenekanten, og den karismatiske duo i en musikalsk magtdemonstration evnede både headbanging, strengespil og tostemmig vokal. Alt sammen kontrolleret og med kant. Som alt der kendetegner Prisma; deres lyd, deres synkrone koreografier - og søstrenes skarptskårne pandehår.

»Er der nogle af jer derude, der har pandehår?« Sirid scannede mængden, pegede nogle stykker ud, der passede på profilen og afslørede så bevæggrunden for sit spørgsmål:

»Vores næste sang, “Bangs”, handler om pandehår.«

Frida og Sirid Møl Kristensen afmonterede henholdsvis bas og guitar og stillede sig op bag hinanden. I samme nu Andreas Grønne og Martin Simonsen satte pulserende beats og elektroniske akkorder til “Bangs”, Prismas nyeste single, påbegyndte søstrene en synkron stop-motion koreografi. Med millimeter-præcision.

Da lyden af musik, vokal og publikums Duracell kanin-klappen fladede ud, sagde en bredt smilende Sirid:

»Jeg har været ved at skraldgrine under de sidste par numre. Fordi der sidder en græshoppe i Fridas hår. Den har siddet der fra vi gik på, og den sidder der stadig.«

Med hænderne frotterede Frida sin lyse page, og snart ramte en rundtosset græshoppe scenegulvet.

»Sådan er det at være i Bøgeskoven!« lo Sirid og fortsatte:

»Det er første gang, vi er her, og det ved vi godt er en fejl. Hvor er her smukt!«

Speederen i bund

Koncertens næstsidste nummer er “Drive”, som indtog den britiske, digitale radiostation, BBC 6, i en periode hen over sommeren sidste år.

»Til vores næste nummer, “Drive”, tager vi handsker på. Ellers får vi ondt i fingrene,« forklarede Sirid den røde lange satinhandske, søstrene hver især trak på venstre hånd. Et nydeligt match til deres henholdsvis beige og sorte jakkesæt med voluminøse skulderpuder og knivskarpe pressefolder.

Sekunder senere bevægede den karismatiske duo sig rundt på scenegulvet i en nøje komponeret tornado af insisterende guitarriffs, tung bas, elektronisk synthesizer og heftige trommer. Stemningen blandt publikum steg til nye højder, som de unge Prisma-søstre pendulerede imellem hinanden og gav ultimativt gas på både strenge og vokal.

»Hey! I’m on my way,« sang Frida og Sirid. Og publikum sang med.

At Prisma er på vej, såede den svedige fredagsfest i The Hood ikke tvivl om. På vej fra upcoming til shooting stars. Og det i overhalingsbanen med speederen i bund.