Værker fra DR’s Kunstnerkolonien udstilles hos Fogh i Aarhus
Ida Kvetny smelter det digitale sammen med sine værker i maling, gips og ler.
Charlotte Fogh Gallery viser fra 18. august til 30. september Ida Kvetnys soloudstilling ”Handmade”.
Udstillingen præsenterer malerier, skulpturer, relieffer og et digitalt værk, som kan opleves i og uden for galleriet på Åboulevarden.
Ida Kvetny er en tværfaglig kunstner, som parallelt med sine malerier og skulpturer arbejder med tidsbaserede medier som virtual reality, AI og interaktive installationer.
I udstillingen smelter Kvetny det digitale sammen med sine værker i maling, gips og ler og skaber dermed en multimodal visuel og fordybende verden.
Fremtids fossil
Siden sin uddannelse fra Central Saint Martin’s College of Art and Design, London, 2007 har Ida Kvetny er for længst slået sit navn fast i dansk samtidskunst.
Foruden udstillinger på både danske og internationale museer og kunstmesser, prestigefyldte priser og legater har Kvetny været en pioner i Danmark med at implementere ny teknologi i sin hybride praksis, og hun repræsenterer en generation af kunstnere, der arbejder for at bygge bro mellem det digitale og det analoge og kombinere de klassiske kunstformer med nye teknologier.
»Handmade er ment som en fremtids fossil med en bevidsthed for, at man i fremtiden har brug for at vide, hvornår det er et menneske eller en maskine, der har skabt værket. Jeg ønsker at beskrive den tid, vi lever i, med de dertil tilgængelige værktøjer. skabe en bro mellem det analoge og det digitale,« siger Ida Kvetny i en pressemeddelelse om udstillingen.
I 2022 kunne man opleve Ida Kvetny i DR2s tv-serie Kunstnerkolonien på Sydfyn, hvor flere af udstillingens værker blev skabt og dannede fundamentet til ”Handmade”.