Lis Sørensen: »Jeg er mere mig selv end nogensinde før«

Når Lis Sørensen kører bil, hører hun ikke længere musik. Hun er skiftet over til podcasts - for at finde ro og ikke mindst for at udfordre sine tanker. Den 68-årige sangerinde ved nemlig, at hun skal finde ind i sig selv for at kunne sende en musikalsk energiudladning ud fra de danske musikscener, som stadig har hende som flittig gæst.

Denne evige turneren rundt i landets centrummer og afkroge giver hende masser af tid på landevejen. Her er der efterhånden mere og mere brug for at koble af. Det gør hun bedst med fordybelse.

»Jeg får sværere og sværere ved at holde uro ud. Derfor kører jeg i dag alene til koncerterne. Selv om jeg er tæt med musikerne i mit band, nyder jeg timerne i min bil, hvor jeg kan finde fokus. Efter jeg har opdaget podcasts og lydbøger, kan jeg virkelig falde ned, inden jeg skal præstere,« siger hun og læner sig tilbage, mens hun forklarer, at når hun er på farten i et mentalt roligt tempo, hører hun vidt forskellige fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske. Podcasten ”24 spørgsmål til professoren” afløses ofte af ugeafrundingsprogrammet ”4. Division” og sladderspalten på lyd ”Det, vi taler om”. De hjælper alle sammen til, at Lis Sørensen kan samle sine tanker:

»Jeg er stadig spændt, når bandet og jeg går på scenen. Der skal nemlig helst opstå noget helt særligt, når du spiller. Som band skal vi være en del af et andet fællesskab. Med publikum. Det er målet, og selv om det ikke altid lykkes, er det kun det, jeg har i tankerne, når jeg vågner om morgenen og starter forberedelsen til aftenens koncert. Jeg samler mig, fordi jeg ser det som en organisme. Et fællesskab.«

Holdspiller fra starten

Lis Sørensens liv har altid handlet om fællesskab. Siden hun som ung kvinde for alvor begyndte at synge, har musikken været uundgåelig for hende. Og for at musik skal gå op og give mening, skal den skabe fællesskab, samhørighed og på den måde også samklang mellem mennesker, mener hun. Det er en følelse, hun har kunnet mærke lige siden begyndelsen af karrieren i 1970’erne.

»Jeg er en holdspiller, for jeg er musikalsk set født ind i Shit & Chanel. At træde derind som kun 17-årig handlede om at finde sin plads i en verden, som var domineret af mænd, men hvor blandt andre Anne Linnet og jeg kom med vores stemmer og ville have en plads. Jeg havde nok lidt svært ved at tage min plads til en begyndelse, men her hjalp det at være sammen med Anne. Vi stod side om side, men var også i front hver for sig. Vi løftede i fællesskab, og det har fulgt mig. Det er en følelse, der falder mig meget naturlig,« siger hun og lægger ansigtet i dybe folder:

»Da jeg så mødte Sebastian i begyndelsen af 1980’erne, kunne jeg konstatere, at man kunne løfte på en anden måde, end jeg havde prøvet hidtil. Vi havde en helt anden kemi. Jeg var dybt betaget af hans musikalske univers, og han mente samtidig, at vi kunne skabe noget nyt sammen. Det lærte mig, at jeg sommetider skulle trække mig lidt tilbage for at finde min plads i fællesskabet, men jeg lærte også, at jeg måtte træde frem og kræve min ret som sanger endnu mere tydeligt, når jeg nu ikke havde Anne Linnet at stå ved siden af. Hvis det her skulle blive til musik, der kunne mærkes, måtte jeg finde endnu mere ind til, hvem jeg selv var.«

Altid brug for nye impulser

I de år rejste Lis Sørensen rundt med Sebastian Band. Under de store sportshalskoncerter trådte hun som regel først frem på scenen til slut. Det var blevet tid til hittet ”Stille før storm”. Publikum var altså varmet godt op, og sendte begejstring mod den unge sangerinde, som ikke længere var en del af et hipt Aarhus-rocket kvindeband, men sang ”så vidt vi ved / er himlen blå / og kursen kap det gode håb”, så taget lettede. Dét vakte en hel speciel fornemmelse i Sørensen.

»Det var en måde at finde sig selv på ved at være sammen med andre. Det er sådan, jeg er blevet til. Via fællesskabet,« siger hun og lader et smil brede sig fra kind til kind:

»Nogle af dem, jeg spiller i band med i dag, har jeg spillet med i mere end 30 år. Vi spiller det, vi kender, men vi forsøger også at gøre noget nyt. Der er altid brug for nye impulser, og det har jeg i den grad også mærket førhen. Det er nok også derfor, Anne Linnet og jeg ikke bare kunne føre Shit & Chanel videre fra 1970’erne og frem til i dag. Både livet og musikken handler om at se hinanden i øjnene og kunne nyde det, og her skal der simpelthen andre impulser til sommetider.«

Hun bliver stille et øjeblik.

»Det mener jeg også er en helt afgørende del af fællesskabsfølelsen,« siger hun så:

»Hvis vi ikke er ærlige over for hinanden og tryktester, hvad vi skal og ikke skal sammen, er det ikke meget værd. Så udvikler vi os ikke, men afvikler i stedet følelsen af det fælles. Derfor var det også så specielt, da Anne Linnet, Sanne Salomonsen og jeg for nogle år siden lavede en slags ”reunion”-koncert efter 40 år. Det virkede friskt, selv om vi sang sange fra dengang. Her var en følelse af samhørighed. Vi gik i et med hinanden. Vores historier smeltede sammen i et øjeblik, og de smeltede sammen med publikum.«

Med blikket vendt mod fremtiden

Lis Sørensen er ikke bange for at prøve noget nyt, så længe der er en mening med det. Faktisk bryder hun sig meget lidt om at stå stille. Både i mennesker og i samfundet generelt må der hele tiden justeres en lille smule hist og her, hvis vi ikke skal begynde at gå baglæns.

»Når jeg nu dvæler lidt ved genforeningskoncerten, kunne det måske godt lyde, som om det er noget nostalgisk noget, hvor jeg ser mere tilbage end frem, men sådan var det ikke for mig. Jeg fandt ny inspiration ved at spille syv arenakoncerter med Anne og Sanne,« siger hun:

»Det skabte for eksempel nogle eftertanker hos mig, at vi havde mulighed for at gå mere op i det visuelle udtryk fra scenekanten, fordi vi skulle spille for mere end 10.000 mennesker indendørs. Vi lever i en mere og mere visuel og grafisk orienteret verden, og det har også betydet, at jeg har måttet tænke mere over mine egne sceneshows i de senere år. Hvis det ikke ”bare” skal være Lis Sørensen og hendes band, der tropper op på scenen, må jeg følge med tiden, men også huske på, hvor jeg kommer fra.«

Samme tilgang har hun til livet, når hun træder ned fra de sitrende skrå brædder:

»Jeg har lange venskaber med folk i musikbranchen, men også mange venskaber uden for den. Alligevel er det noget særligt at være sammen med sit orkester. Det er musikken, der binder os sammen. Når jeg er sammen med bandet, taler vi om verden og samler hinanden op, hvis der er brug for det. Musikken er en slags katalysator for, at man kan komme meget tæt på hinanden. Der er en helt særlig kærlighed mellem mennesker, når de får det til at spille, og ikke mindst er det rørende, når nogle, du har kendt længe, kan være med til at flytte gamle sange i nye retninger. Ligesom hvis venner sammen opdager noget nyt på en rejse eller under en middag.«

Helt fri på scenen

Det er umuligt at skille sangerinden Lis Sørensen fra privatpersonen Lis Sørensen. Det skyldes ikke, at hun med årene er smeltet sammen med musikerens livsstil på landevejen. Det handler nærmere om, at hun aldrig kommer tættere på sig selv og andre, end når hun står midt i musikken.

»Musik er min allermest familiære zone. Det er her, jeg lukker helt op. For mig er der ingen forskel på det private og på musikken. Det, jeg giver, når jeg går på scenen eller spiller med bandet, er Lis, som hun er. Hverken mere eller mindre. Måske er det også derfor, jeg aldrig bliver nævnt i sladderpodcasten ”Det, vi taler om”. Der er ingen grund til at sladre om mig, for du får det, du ser,« siger hun og slår en latter op, inden hun nævner, at den balance, der er mellem ro og optrædener i hendes liv, aldrig har været bedre, end den er i dag:

»Jeg er mere mig selv end nogensinde før, og den følelse får jeg mere og mere, som årene går. Det, min tilværelse er blevet til i dag, er nok noget, jeg altid har stræbt ubevidst efter. Jeg føler mig godt tilpas i min alder, og jeg kan se tilbage på et liv, hvor jeg har gjort, hvad jeg ville. Selv om jeg har oplevet sorger og en skilsmisse undervejs, ville jeg ikke have været det foruden, for mit arbejde har altid været min livsstil, og det betyder, at jeg kan fyre den af, når jeg vil. Det er da et privilegie at være glad for det, der er, når man er 68 år, ik’?«

Pludselig lyner øjnene. En pointe er kommet drivende ind i tankerne. Den fortsætter ud i verden:

»Jeg har altid set fremad, men jeg begynder mere og mere at se på livet som dage, der skal være sjove. I øjeblikket er jeg i gang med nye sange. Det har jeg ikke været i årevis, men jeg kan mærke, at det er mere frigørende end søgende. I dag kan flere og flere være, som de gerne vil, og det er noget, jeg altid selv har stræbt efter at være. Det er ikke alle, der omfavner de nye tider, men det falder mig naturligt, for jeg er vant til, at man skal passe på hinanden og ikke mindst sørge for, at alle skal have en plads.«

Sange med ny betydning efter skilsmisse

Ét er, at man udvikler sig i nye retninger. Noget andet er, at den, man var engang, kan blive sat i perspektiv, når livet drejer eller vender sig. Som for nogle år siden, da Lis Sørensen blev skilt fra sin musikalske og private partner gennem 29 år.

»Her gik det op for mig, at jeg kunne søge tilbage i mit efterhånden store katalog af sange og pludselig opleve, at de betød noget nyt for mig. Teksterne løftede sig på en ny måde. Det var virkelig syret, men det skabte en helt ny form for tro på tilværelsen at synge dem. Der var en anderledes nerve i dem, for musik er aldrig perfekt, men altid under forandring. Ligesom vi mennesker er,« siger hun og lægger igen ansigtet i alvorlige folder:

»Jeg bliver skarp af den slags tanker, for jeg tager ikke noget for givet. Jeg er stadig spændt på at spille, hver eneste gang jeg går på scenen. Jeg er efterhånden én af dinosaurerne, men derfor kræver jeg også af mig selv, at jeg ser både tilbage og frem. Jeg spiller noget, folk har hørt før, og derfor skal den interaktion, vi har, også være unik. Fællesfølelsen bliver i den henseende vigtigere og vigtigere for hvert år, der går.«

Hun vender den næste sætning for sig selv. Så siger hun:

»Derfor glæder det mig også virkelig meget, når nogle siger, at de altid kan høre, når det er mig, der synger i radioen. Det bliver jeg især glad for, fordi der jo aldrig har været en klar retning i det, jeg har lavet. Det har været rigtig godt for mig, tror jeg, for jeg har altid haft brug for at blive ved med at skubbe mig selv i forskellige retninger, så længe jeg ikke kommer alt for langt ud i hjørnerne. Jeg har hevet og trukket i musikken, men jeg har alligevel holdt mig til genrer, hvor man kan høre min stemme.«

Det, der rører publikum

På det seneste har hun indset, at der nok er en grund til, at hun aldrig rigtig har forsøgt sig med at synge på engelsk.

»Dansk er mit sprog, og det er en måde at komme tættere på andre mennesker på. Især på publikum. Hvis jeg visualiserer det, virker det på en måde lidt komisk, at jeg skulle stå på 100 danske spillesteder årligt og se et dansk publikum i øjnene, mens jeg sang på et andet sprog. Det fungerer uden tvivl for andre, men det ville ikke fungere for mig. Jeg har rigeligt at se til herhjemme, og jeg har et repertoire, der passer mig godt.«

For Lis Sørensen er det stadig helt afgørende, at hun kan mærke publikum, og at de kan mærke hende.

»Når jeg står på scenen, kigger jeg ofte direkte på dem, der kommer til mine koncerter, og med tiden begynder jeg at forstå deres følelser. Hvis en ung pige græder til en sang, jeg har indspillet længe før, hun var født, er det måske, fordi hun har mistet sin far, som hun havde den her sang sammen med. Hvis en kvinde har trukket sin mand med til koncert, og han sidder med korslagte arme, beslutter jeg mig som regel for at synge til ham for at række ud. Stille og roligt forstår vi hinanden, og så er der en vis sandsynlighed for, at han på et tidspunkt lægger armen om sin kone. Kan man forlange mere? Det er det, musikken kan, når den virkelig slår gnister.