Fra togfabrik i Randers til Rosa uden filter
Højskoleforeningen for Randers og Omegn er klar til en ny sæson med interessante foredrag.
Højskoleforeningen for Randers og Omegn er klar med den kommende sæsons foredrag.
Første mødeaften er 7. september, hvor Søren Sørensen, tidligere produktionsdirektør fra Scandia Bombardier, kommer og fortæller om sin tid på Randers’ store togfabrik. Aftenen indledes med en halv times sang leveret af Metalkoret.
Der har været en pause med studieture, men 21. september inviterer Højskoleforeningen på en tur til Herning, hvor besøgene gælder Carl Henning Pedersen og Else Alfelts museum.
Rosa Kildahl, som blandt andet er kendt fra ’Bagedysten’ og ’Vild med dans’ fortæller 5. oktober om sine grønlandske rødder, om pludselig at miste sin mand og at blive landskendt med mere. ’Rosa uden Filter’ kalder hun sin fortælling.
Kina og Dylan
2. november er overskriften ’Et liv med Kina’. Det er mag.art i etnografi og socialantropologi Henrik Bjørn, som denne aften fortæller om Kinas store forandringer, som han personligt har oplevet dem gennem fire årtier. Henrik Bjørn er kinesisk gift og har besøgt hovedparten af Kinas provinser.
Ole Lauridsen, lektor i undervisning og læring, kommer 16. november med sit foredrag ’Status på dagens dansk’. Foredraget handler om udviklingen i det danske sprog, og om hvad der sker med vores tale- og skriftsprog. Dansk udvikler sig, men hvorhen? Og hvordan ser vores sprog ud om 30 - 40 år?
Det sidste arrangement i efterårssæsonen har titlen ’Dylan Duo’, hvor musikerne Jakob Alsbjerg og Jens Nørgaard spiller de sange af mesteren, de selv holder mest af. Mellem sangene fortælles der om Dylans musik, liv og samtid.
I det nye år kan man se frem til at høre blandt andet Christen Væver, tidligere præst i Haslund og Ølst, og rejseleder Søren Bjelke fortæller om Ukraine og Rusland. Derudover kan du opleve den mexicanske billedkunstner Frida Kahlos farverige liv set gennem billedkunst.
Sæsonen afsluttes med generalforsamling 21. marts. Samme aften er der ’Cirkusliv og cirkusfolk’ fortalt af Jørgen Lorenzen, cand.theol og cand.mag.
Foredragene foregår i Fritidscentrets store sal.