Fortsæt til indhold

Nu kan nysgerrige børn i Favrskov gå til videnskab

Til efteråret starter et gratis fritidstilbud for børn i 4. klasse.

Kultur og byliv
gs

Stiller dit barn også mange spørgsmål? Bliver du dagligt bombarderet med den ene undren efter den anden, som du ikke kan svare på? Googler du i ren desperation “Hvor mange ben har en bænkebider?” eller “Hvor kommer farverne i verden fra?”

Fortvivl ej. Til efteråret bliver det muligt for nysgerrige børn i Favrskov at “gå til videnskab” i fritiden, og her bliver der rig lejlighed til at fyre op for nysgerrigheden og give de udmattede forældre en kort pause.

Tilmeldingen åbner søndag 20. august kl. 10 på Videnskabsklubbens hjemmeside.

Skal lære om aber

Hver onsdag kl. 16-17.30 i ugerne 43 til 49 bliver dørene til Favrskov Gymnasium åbnet for børn i 4. klasse, som har lyst til at lege med naturvidenskabelige forsøg, aktiviteter og eksperimenter.

Det overordnede emne er primatologi, som er læren om aber, menneskeaber og evolution, og “miniforskerne” skal i løbet af de syv uger blandt andet lære om nogle af de mest markante egenskaber og kendetegn for forskellige primater.

Børnene skal blandt andet undersøge primaternes stamtræ, kigge nærmere på abe-DNA og prøve at fange termitter med redskaber som chimpanser.

Frivillige gymnasieelever

Det er frivillige gymnasieelever, der underviser i Videnskabsklubben - og det er der en helt særlig grund til, fortæller Videnskabsklubbens direktør:

»De unge kan tale til børnene på en helt anden måde, end vi voksne kan, og de bliver lynhurtigt en slags opnåelige rollemodeller for dem. Gymnasieeleverne er selv naturvidenskabeligt interesserede, og de gør det for at give deres egen passion videre, ikke for at tjene penge eller fordi de skal. Det skaber et helt særligt rum, hvor fællesskabet og nysgerrigheden bare stortrives,« siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som selv er tidligere forsker og blandt andet har en ph.d. i forskningskommunikation.

Videnskabsklubben er et nationalt initiativ og findes i mange steder i Danmark, men det er første gang, at tilbuddet kommer til Favrskov.