August Høyen, Downtown July og andre danske navne hopper op på Rampen på lørdag til Blue Ocean Music Festival
Det musikalske program til Blue Ocean Festival indeholder et righoldigt arsenal af unge danske navne i flere genrer.
August Høyen, ny ung singer-songwriter fra det københavnske Nordvestkvarter, er blot et af de navne, der optræder på plakaten til årets sensommerbegivenhed på Rampen, Blue Ocean Music Festival, som løber af stabelen lørdag 9. september 2023.
August Høyen har markeret sig som én af dansk musiks allermest interessante nye stemmer. Det skyldes blandt andet singleudgivelserne ’Vennerne Skinner’ og ’Jeg Regner Med’ som har modtaget airplay hos P3 og P4, og skaffet ham supporttjanser for PATINA, Karl William og Bette.
Blue Ocean Music Festival er en udendørs endagsfestival, som har til formål er at samle børn, unge og voksne til en dag i musikken og fællesskabets tegn.
»I år har vi ligesom i de forgangne år fokus på bæredygtighed og lokal musik,« fortæller Mynte Eggert Møller fra Rampen Crew.
Rampen Crew arrangerer festivalen i samarbejde med Demorådet, Distrikt X, Arresten Grenå og Pakhuset Odder ungdom.
Alle bidrager på frivillig basis.
»Sammen ønsker vi at puste nyt liv i ungdomskulturen i provinsen, støtte lokale bands og skabe en alkoholfri festival hvor alle velkomne,« understreger Mynte Eggert Møller, der er startet på sit tredje og sidste år på Syddjurs Gymnasium.
»Rampen er i år meget glade for den store opbakning og støtte vi har fået fra de andre ungdomsråd- og huse. Samarbejdet gør at vi kan nå endnu længere ud, og sammen skabe en endnu bedre festival.«
Bæredygtighed
Arrangørerne tænker ikke bare i bæredygtighed på musikkens område, men også på det kulinariske.
På festivalen vil det kun være muligt at købe vegetariske retter og snacks i løbet af dagen.
Det vil igen i år også være muligt at medbringe egen kop, og hermed spare penge på køb af kaffe og kakao.