Motion: Dyk ned i hjernekassen og undgå at hjernen går i baglås
Ældre Sagen Midtdjurs har igen i dette efterår arrangementer og tilbud, som hver især gavner krop og hjerne.
Der er ingen tvivl om, at det kan betale sig at holde kroppen og hjernen sund og aktiv.
Forskere har igennem flere årtier stået i kø for at dokumentere, hvilke gavnlige effekter det kan have på helbredet at holde kroppen i gang på alle tænkelige måder.
Muskler i kroppen skal trænes og holdes ved lige, og det gælder også for hjernen.
Ældre Sagen Midtdjurs har igen i år mange gode tilbud, som hver især gavner krop og hjerne – ja bare det at være i gang med noget er godt. At være social – at bevæge sig.
’Styrk din hjerne ved motion’ starter på tredje sæson – en god måde at få rørt både krop og de små grå.
»Holdet ledes som tidligere år af Susanne Harbo. Hun er garant for, at hjernen bliver sat på mange forskellige udfordringer, som ofte bringer smil og latter frem,« lover Jane Bach, mangeårig aktiv hos Ældresagen Midtdjurs og gymnastikinstruktør.
Træningen forbedrer hukommelsen og koncentrationsevnen, samtidig med at kroppen får motion – alle kan være med.
Susanne Harbo er uddannet DGI instruktør og tager i år overbygningskursus i hjernemotion, som også kaldes SMART-training.
Ældresagen Midtdjurs tilbyder en gratis prøvetime. Der er opstart på Ringparken Ryomgård mandag 4. september kl. 16.30.
Kinesisk Qi gong ikke i år
Ældresagen har i flere år haft Kinesisk Qi gong på programmet, men der bliver ikke hold i efteråret.
I stedet ligger der andre tilbud i efterårsprogrammet, hvor bevægelse og brug af kroppen er i højsædet:
- Styrk din hjerne ved motion mandage.
- Raske gåture mandage.
- Krolf tirsdage og torsdag
- Bridge (Kolind)
Startdatoer og tidspunkter fremgår af Ældresagen Midtdjurs’ hjemmeside, www.aeldresagen.dk/midtdjurs.