Jubilæumskoncert med toner fra Wien
Danish Music Consort, DaMuCo, fejrer 20 års jubilæum med koncert 22. september.
14. juni 2003 kunne Danish Music Consort, DaMuCo, for første gang byde publikum velkommen til en festival med en lang række af klassiske koncerter, der blev afholdt forskellige steder i Ebeltoft og omegn.
Repertoiret har gennem alle årene været righoldigt — fra store orkesterkoncerter til små ensembler, kor og solokoncerter og altid med vægt på musik af høj kvalitet med dygtige professionelle musikere, sangere og kor.
Ebeltoft og nu Syddjurs Kommune har gennem alle årene støttet DaMuCos koncerter, og derved gjort det muligt at kunne tilbyde en lang række af spændende arrangementer til glæde for byens borgere.
Ved åbningsceremonien, der blev afholdt på Ebeltoft Rådhus, bød DaMuCos stifter og formand Michael Deltchev velkommen, og Tonicas Saxofon Quintet satte stemningen med et uddrag fra ’Mød mig på Cassiopeia’. Herefter fortsatte festlighederne på virksomheden Kvadrat, hvor Den Jyske Operas kor og solister opførte arier og korværker af kendte komponister for en fuld sal.
Tonica er med
Efter 20 år ‘For fuld musik’ fejrer DaMuCo jubilæet med en koncert fredag 22. september kl. 19.30 med Harmoniorkestret Tonica fra Aarhus på Den Europæiske Filmhøjskole.
Tonica har flere gange besøgt Ebeltoft ved DaMuCos store nytårskoncerter, og det er derfor en stor fornøjelse igen at kunne byde harmoniorkestret og publikum velkommen til en herlig aften med toner fra Wien.
Koncerten dirigeres af Jørgen Fuglebæk og aftenens solist er den polske operasanger Daniel Tobijanski, der er uddannet på både Det Kongelige Musikkonservatorium i København og Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i solistklassen. Konferencier Flemming Knudsen vil på festlig vis lede publikum igennem aftenens program, fortæller DaMuCo, der lover, at det bliver en dejlig aften med skønne wienertoner.