Familiedag i Langå
Alle børn og deres familier kan helt gratis afprøve syv forskellige fritidsaktiviteter, når lokale foreninger i Langå inviterer til Familiedag. Det sker lørdag 26. august i Langå Idrætscenter.
Her er der mulighed for at prøve håndbold, svømning, ridning, skydning, fodbold, badminton og livet som spejder.
Alle aktiviteter bliver præsenteret på en stjernerute. Når ruten er gennemført, uddeles der både stjernekort og medaljer til deltagerne. På dagen deltager FDF Langå, Langå Badmintonklub, Langå Håndbold Klub, Langå og Omegns Rideklub, Langå Skytteforening, Svømmeklubben Gudenå og Langå Idrætsklub.
På familiedagen i Langå er det også muligt at få flere informationer om Fritid For Alle, der er et initiativ i Randers Kommune, hvor det er muligt at søge om økonomisk støtte til sit barns fritidsaktivitet.