Fællessang på Hvidsten Kro
29. august 1943 afviste regeringen et ultimatum fra tyskerne. For mange modstandsfolk var det dagen, hvor modstandskampen for alvor begyndte.
2. september bliver 80-året for ophør af samarbejdspolitikken markeret på Hvidsten Kro ved et større arrangement. Hjemmeværnets Musikkorps’ tamburkorps fra Aarhus vil spille, og Folketingets formand Søren Gade vil lægge en krans i mindelunden ved Hvidsten Kro og holde en tale. Efter talen er der alsang som under besættelsen.
Fra om formiddagen kan man møde engelske og tyske ”soldater” forskellige steder i parken. De kommer fra foreningerne Kampfgruppe Grove, Stützpunktgruppe Süd, modstandsgruppen KM (Kaj Munk-gruppen), Royal Air Force Gruppen, Die Frontsoldaten og Yanks. Ligeledes vil der være personel fra Hjemmeværnskompagni Hvidsten til stede i parken.
Alle udendørs arrangementer er gratis.