Fortsæt til indhold

Hvad gør 20 meter ubleget lagenlærred ved et rum?

Efter en række eksperimenter kan man se, hvad de to kunstnere er nået frem til.

Kultur og byliv
gs

Katrine Borup og Iben West præsenterer 20 meter ubleget lagenlærred - del II. Installationen vises i Objekt, som er et udstillingsrum for eksperimenterende kunsthåndværk og samtidskunst i en del af Mariko Wadas keramikstudio i Carl Blocks Gade.

Katrine Borup og Iben West undersøger i fællesskab, hvordan de med 20 meter stof kan skabe interessante møder mellem stof, natur og krop. Installationen tager udgangspunkt i deres undersøgelser, og konstrueres med foto samt lagenlærred som indtager rummet.

I 2019 drog Katrine Borup og Iben West til Norge med 20 meter dobbelt bredt ubleget lagenlærred for at deltage i en uges residence som en del af ‘projectroom-hveem’ med temaet, Rum og Sted. I maj 2023 mødtes de igen til en uges workshop på Djursland. Denne gang med ambitioner om at udvide undersøgelserne med kroppen.

De har undersøgt grundprincipper som træk og tryk, slapt og spændt, det bærende og det bårne, når de for eksempel har hængt sig selv op i stoffet, mast sig selv og stoffet mod træstammer, trukket stoffet igennem skovbunden og bundet sig selv fast til træer.

Udstillingen har fernisering fredag 25. august kl. 16-18 og kan ses frem til 23. september.

Artist talk: 26. august kl. 13.