De nysgerrige fik lov at komme helt tæt på den famøse Lyngsbækgaard

Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Godset Lyngsbækgaard i Handrup Bakker ved Ebeltoft står helt skarpt og velholdt, selv om der ikke har boet nogen i stuehuset siden 2017. Dengang solgte Henrik Frederiksen godset til William O. Berntsens Fond. Den endelige købspris er ikke offentliggjort, men salgsskiltet lød på 73 millioner kroner. For nylig bød fondens formand, Klavs Krieger von Lowzow, velkommen til foreningen BLIS (By- og landskabskultur Syddjurs), der havde arrangeret en rundtur på godset for 70 gæster.

En del af dem var medlemmer af BLIS, mens andre mødte op, fordi nysgerrigheden omkring det store gods simpelthen var for stor til at lade chancen gå fra sig.

Hans Jørgen Dybdal Andersen og Merete Andersen havde taget turen på deres elcykler fra Ebeltoft.

»Vi har tidligere ejet et sommerhus lige herovre bagved godset og derfor tit gået tur heromkring. Vi har da tit haft lyst til at komme lidt tættere på, så da den her mulighed kom, så slog vi til.«

Største stråtag

Og nysgerrigheden har sine grunde. Godset, som er omkranset af marker, skove, alléer, springvand og eksotiske skulpturer, har været ejet af milliardærer, hvor af særligt en af dem, Vivi Frederiksen, satte sit aftryk på både lokalsamfund og hos dem, der mødte hende.

På det smukke, klassicistiske hovedhus sidder et lille ur i toppen. Da det slog tre slag fredag eftermiddag 18. august, samlede forkvinde for BLIS, Anna Søgaard, de fremmødte, og Klavs Krieger von Lowzow, som selv ejer og driver godset Estruplund på Norddjurs, fortalte Lyngsbækgaards historie.

Lyngsbækgaard blev første gang omtalt i 1479 og var oprindeligt én af flere gårde i landsbyen. Med tiden voksede denne gård sig imidlertid så meget større end byens øvrige gårde, at den overtog disse og deres jorde.

Der har, naturligt nok, været mange ejere, også Kronen og selveste Christian IV, og det er - meget kort fortalt - gået op og ned, men dog mest op.

Hovedbygning og lade er opført i slutningen af 1700-tallet, og den trelængede ladegaard i bindingsværk bærer i dag æren af at have Danmarks største stråtækte enkelttag på hele 750 kvadratmeter.

Klavs Krieger von Lowzow er advokat, og det er med de kompetencer, han sidder som formand i William O. Berntsens Fond. Fonden blev dannet i 1997, efter Berntsens død. Han ejede nogle godser på Lolland, og da der ingen arvinger var, ønskede han, at der blev oprettet en fond med det ene formål at vedligeholde fredede bygninger. En af dem er Lyngsbækgaard.

Der findes i alt 3200 kvadratmeter erhvervsareal ved godset plus et par sidebygninger, som lejes ud til beboelse.

For nyligt forpagtede fonden godsets landbrugsdrift ud til Helgenæs Maskinstation.

Skyller ud i toilettet

Vivi Henriksen og hendes mand, skibsreder Per Henriksen, købte Lyngsbækgaard i 1984. Sammen renoverede de hele hovedbygningen fra inderst til yderst. Efter skibsrederens død i 2008 fandt Vivi Henriksen sammen med milliardæren Henrik Frederiksen. De blev gift i 2010.

Henrik Frederiksen havde en brændende passion for og en af verdens største samlinger af veteranbiler, og mange af godsets bygninger blev indrettet som showrooms, i alt 1800 af godsets kvadratmeter var fyldt op med biler. For eksempel tørlageret, som siden da kun er blevet kaldt tyskerladen, for her stod Frederiksens tyske biler. Et af de andre rum var tidligere kostald.

»Men i stedet for køer, kom der hestekræfter ind,« sagde Klavs Krieger von Lowzow til de besøgende, der kvitterer med grin.

Dengang stod samtlige biler køreklar og når man går rundt i bygningerne, er det tydeligt at fornemme, at der ikke blev sparet på noget. De står stadig som de fineste showrooms, men de er tomme.

For i 2015, nogle få måneder efter Vivi Frederiksens pludselige død, satte han de fleste af bilerne til salg, og det var for alvor dét, der fik Lyngsbækgaard på mediernes landkort. Efter sin kones død følte han sig ikke længere hjemme på Djursland og bor i dag på Sjælland, hvor han oprindeligt er fra.

Der er jo ikke noget som milliardærer og ekstravagante biler, der kan tiltrække sig opmærksomhed, men historien fortjener at blive drejet over på Vivi Frederiksen og to, for historiebøgerne, endnu ukendte personer. Vi skal tilbage til forsamlingen og Klavs Krieger von Lowzows fortælling på gårdspladsen, for mens han fortalte, vendte han sig ind i mellem om for at få assistance fra to mænd, der stod lidt i udkanten.

Det var Lars Søgaard Adler og Allan Stübner. To mænd i, for selskabet, ret afslappet beklædning, ja, faktisk arbejdstøj, for det er dem, der hver dag går og passer, vedligeholder, nusser, reparerer og ordner stort og småt på hele godset, inklusiv ladebygninger, have, stuehus og skov.

Lars Søgaard Adler har været på Lyngsbækgaard siden 2012, og han blev ansat af Vivi Frederiksen, som også var involveret i renovering af Molskroen, Støvlen i Ebeltoft og den tidligere Vægtergaarden i Femmøller. Hun engagerede sig i sit lokalområde og var gavmild - også med sine kreative evner. Hun blev i sine yngre dage uddannet skrædder hos modeskaberen Holger Blom og var med til at sy prinsesserne Margrethe og Benediktes brudekjoler. I Ebeltoft fik Fregatten glæde af de evner, da hun syede alle uniformerne til dukkerne på museet.

»Hun var helt fantastisk. Hun var så god og engageret og gik direkte ind i hjerterne på alle, hun mødte,« siger han og forklarer, at han er overbevist om, at hun var drivkraften bag de mange renoveringsprojekter i både Henriksen og Frederiksen - tiden og fortæller en anekdote.

»Det var Vivi, der brændte for det. Hun elskede stedet her. Engang, da Per Henriksen var ude at sejle, han var jo næsten aldrig hjemme, kom en ejendomsmægler pludselig ind på gårdspladsen. Hun spurgte ham, hvad han lavede der, og han sagde, han var blevet bestilt til at vurdere stedet. Vivi sendte ham høfligt, men bestemt på porten og gjorde det klart for sin mand, at det kunne han godt glemme. Hun ville ikke flytte.«

Allan Stübner har kun været ansat på godset i halvandet år, men opgaverne er mangfoldige, og han kan lide det.

»Der er rigeligt at lave, men tænk at få lov at arbejde i de her omgivelser.«

En af de mere mærkelige opgaver, de to ansatte har, er at trække ud i toiletterne.

»Der er ikke ændret noget overhovedet i stuehuset, siden Henrik Frederiksen forlod stedet. Det hele står, som da han forlod det, møbler, billeder - alting. Og det kræver noget vedligehold. For eksempel trækker vi ud i alle toiletterne tre gange om ugen.«

Skal det bare stå tomt?

At stuehuset står, som da Fredriksen forlod det, betød også, at dagens gæster ikke måtte komme ind og se det. Til gengæld fik de set flere bygninger indendørs med eksempler på Henrik Frederiksens udstillingslokaler, de besøgte gamle stalde og endelig den smukt anlagte baghave med skulpturer fra Per Henriksens mange rejser.

Men skal stedet og alle de tomme bygninger ikke bruges til noget?

Da fonden i sin tid købte stedet, udtalte Klavs Krieger von Lowzow til Landbrugsavisen:

»Nu skal vi drøfte mulighederne i bestyrelsen, og derefter melder vi noget ud. Indtil videre er det business as usual«.

Bortset fra vedligeholdelse og lidt udlejning, står stedet stadig tomt, og i dag siger han:

«Vi er åbne for gode ideer. Altså, fonden er jo ikke som sådan sat i verden for at lave events, men mulighederne er mange, og vi kan da absolut bevæges til at lave fornuftige og sjove ting herude.«

En af de fremmødte foreslår koncerter.

»Ja, det har vi også selv tænkt på, men det ville kræve et stort logistisk arbejde, for vejen herude er slet ikke gearet til al den trafik.«

Selv om den formente adgang til stuehuset forhindrede den sidste rest af nysgerrighed i at blive stillet, så var stemningen god, da Klavs Krieger von Lowzow takkede for besøget, og Anna Søgaard var da også ganske godt tilfreds med dagen.

»Det har været så spændende at komme på besøg, og tak til fonden for at give os lov. Der kom mange spændende fortællinger og anekdoter frem. Og så er det jo dejligt, at der er så stor interesse for vores bygningsarv her i kommunen. Syddjurs rummer så mange perler, og vi er i BLIS optaget af at dele vores begejstring. Det lykkes heldigvis i højere og højere grad, og det sidste år er vores medlemstal steget markant.«

Der vil ganske givet komme flere tilbud om ture fra foreningen, så hold øje med deres hjemmeside. Der er nok desværre lange udsigter til, at Lyngsbækgaard igen åbner for et lignende arrangement, og da godset er privat grund, og man derfor ikke på egen hånd kan gå rundt ved ejendommen, må man nøjes med at se den udefra. Men det er nu også en ganske smukt syn.