Fortsæt til indhold

Atter Stafet for Livet i Hadsten med 24 timers aktiviteter

Der er underholdning for store og små, når Stafet For Livet endnu engang finder sted i Hadsten.

Kultur og byliv
csj

Traditionen tro finder Stafet For Livet, til fordel for Kræftens Bekæmpelse, sted i Hadsten. I år sker det lørdag 26. august klokken 11.00 og 24 timer frem. Det er Hadsten Idrætscenter ved Baunehøjskolen, Skovvangsvej 20, som lægger jord til.

Man skal ikke nødvendigvis være aktiv på stafetten i 24 timer. Man må gerne møde op og deltage i den udstrækning, man har tid og lyst til – og man kan både gå og løbe.

»Vi har sørget for god underholdning igennem hele døgnet, og specifikt til børnene er der sørget for underholdning af blandt andet Klovnen Alfredo, børnestafet om lørdagen og skattejagt søndag formiddag,« skriver Toni Olesen, formand for Stafet For Livet Hadsten, i en mail til redaktionen.

Toni Olesen har været involveret i Stafet For Livet Hadsten i alle de otte år, det har fundet sted. De syv har han været formand for styregruppen. Arkivfoto

Det er ikke kun de små, der er underholdning for. Programmet har noget for alle aldre, heriblandt midnatsbanko med præmier fra de lokale butikker, auktion, diverse opvisninger og et væld af forskellige musikere, som optræder.

»Lysceremonien lørdag aften er noget for sig, hvor vi sender en tanke til de, som kæmper mod kræften, og mindes dem der desværre tabte kampen – dette magiske og rørende øjeblik skal opleves,« lyder det fra Toni Olesen.

Det fulde program findes på www.stafetforlivet.dk/hadsten.

Stafet på plejehjem

Som et ekstra krydderi i år afholdes også en ministafet torsdag 24. august på Plejecenter Møllegården, idet beboerne på Møllegården ikke har mulighed for at komme op på idrætscenteret i weekenden.

Møllegården får ved den lejlighed besøg af cirka 120 børn fra børnehaven på Vesterskovvej, og udover stafetten vil timerne blive fyldt med glæde, fællessang og en lille overraskelse til børnene.