Senior-teatergruppe byder op til dans
Teatergruppen Olivias Venner inviterer for 12. gang til deres årlige forestilling på Randers Teater. Det gør de 7. og 8. september, og billetterne er gratis. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Dette års forestilling har fået titlen ’Olivias Dans’, og den er skabt og instrueret af instruktør og skuespiller Kurt Bremerstent, der i år arbejder med Olivias Venner for første gang.
»Vi tager udgangspunkt i et dansested, hvor vi møder nogle af de mennesker, der kommer der. Via forskellige nedslag i form af små scener og monologer fortæller de om kærlighed, liv og død - alle de her store ting, som tilværelsen indeholder. Den viser, hvordan dansen fortsætter, og livet går videre på trods af alle tilværelsens genvordigheder,« siger han.
Olivias venner er en gruppe af teaterinteresserede ældre. De er tilknyttet Randers Teater, hvor de hvert år har et prøveforløb på en forestilling, som de præsenterer i teatrets professionelle rammer. I år er der 12 medlemmer af gruppen.
’Olivias Dans’ kan opleves 7. og 8. september på Randers Teater. Billetterne er gratis og kan hentes på teatrets hjemmeside.