Fortsæt til indhold

Åbent Landbrug: Klap en kalv og hop i halm

Bredballegård i Mårslet viser også fremtidens fødevarer, når der er Åbent Landbrug.

Kultur og byliv
sra

Familier fra hele landet kan klappe kalve, hoppe i halm og tage med på traktorsafari 17. september, når 35 Arla-landmænd åbner stalddørene for en hyggelig og lærerig dag til Åbent Landbrug.

Én af dem er Erik Ravn, som er driftsansvarlig på Bredballegård i Mårslet nær Aarhus.

»Det betyder utroligt meget for os alle her på gården, at vi har mulighed for at vise vores landbrug frem til de mange bymennesker, der ikke har tilknytning til landbruget i dag. Vi vil gerne mindske afstanden mellem by og land og give danskerne indblik i processen fra jord til bord,« siger Arla-landmanden.

Og så vil de besøgende også kunne tale med fremtidens landmænd. De uddannes nemlig på Bredballegård, der er et uddannelseslandbrug.

»Vi uddanner landmænd, der skal tage sig af fremtidens fødevareproduktion. Vi klæder dem på til at håndtere både dyrevelfærd og selve produktionen i samspil mellem natur og dyr, og så har vi også fokus på økologi, som vi ved, kun vil fylde endnu mere inden for mejerisektoren,« siger Erik Ravn.

Dét og meget mere kan de mange gæster blive klogere på til Åbent Landbrug.

Der forventes at komme op mod 5.000 besøgende på Bredballegård d. 17. september, så eleverne har haft nok at se til med forberedelser til den store dag.

På Bredballegård har de både jordvarme, solceller på taget og lavenergilys i alle systemer, ligesom de hele tiden optimerer, hvordan der gødes, og følger den nyeste teknologi på området, blandt andet med kørende markrobotter, der både sår og bekæmper ukrudt.

Alt det kan de besøgende få lov at høre mere om, ligesom de kan hoppe i halmhoppeborg, klappe kalve og komme på traktorsafari rundt på gården. Som altid kan gæsterne gå opdagelse i forskellige lokale produkter og Arla-smagsprøver.