Vil du være med til at fejre Prins Christians fødselsdag
Er du 18 år, og har du lyst til at komme til gallafest på Christiansborg?
I anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Christians 18 års fødselsdag 15. oktober inviterer Kongehuset to unge fra hver kommune til at deltage i et gallataffel på Christiansborg Slot.
Er du 18 år og bosiddende i Skanderborg Kommune har du derfor nu en unik chance for at deltage i en uforglemmelig aften. Der er festmiddag og dans, og alle deltagere bliver præsenteret for Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og selvfølgelig dagens fødselar, Prins Christian.
Kongehuset har bedt om, at de to deltagere fra hver kommune skal være af forskelligt køn, og at de unge repræsenterer hele landet og dets mangfoldighed.
For at kunne deltage i gallataflet skal du være født mellem 16. oktober 2004 og 15. oktober 2005. Du skal bo i Skanderborg Kommune, og du skal være en god repræsentant både for de 18-årige i kommunen og for Skanderborg Kommune. Og så skal du møde op i gallatøj, altså smoking eller jakkesæt eller lang kjole. Kongehuset arrangerer fælles transport med opsamlingspunkter i hele landet.
Tilmelding foregår via skanderborg.nemtilmeld.dk/2663, og der er tilmeldingsfrist 11. september klokken 8. De to vindere fra Skanderborg Kommune får besked senest 15. september.