En af årets mest omtalte film rammer Store Bjørn
Filmen om Barbie har været nærmest umulig at komme udenom i medierne denne sommer.
Denne uge får du muligheden for at se – eller gense – ”Barbie” i Ebeltoft.
Inden du afskriver Barbie-filmen som en omgang pink fjolleri, så kig lige på holdet bag:
Filmen er instrueret af Greta Gerwig, som i den grad er et feministisk filmikon med stærke rødder i det amerikanske indiefilm-miljø. Hun har til og med skrevet ”Barbie” i samarbejde med sin samlever, instruktør Noah Baumbach (”Marriage Story”, ”The Squid and the Whale”); en New York-instruktør, som man heller ikke lige normalt ville forbinde med pink Hollywood-glimmer.
Det kan tyde på, at Mattel, firmaet bag dukken og producent af filmen, har villet noget andet og mere end blot at genskabe den perfekte og candyfloss-lignende verden, der altid omgiver Barbie.
Store Bjørn kan ikke andet end anbefale, at du ser filmen, som har været på alles læber denne sommer, og danner din egen mening: er det desperat reklame for et stykke legetøj, som flere og flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved, eller er det en film med et ægte budskab om kønsroller og kropsidealer?
Se filmen ”Barbie” fredag, lørdag og søndag denne uge. Torsdag er sidste chance for at se ”Oppenheimer”.