Syddjurs Egnsteater rækker længere ud
Sæsonen byder på forestillinger i Thorsager Forsamlingshus og et nyt teaterskolehold på Molsskolen.
Med nyt lederteam på Syddjurs Egnsteater begynder der at ske ændringer for de teaterinteresserede i lokalområdet. Teatret rækker nu længere ud i kommunen gennem et nyt samarbejde med Thorsager Forsamlingshus og et nyt teaterskolehold på Molsskolen.
Teaterleder Marion Vick fortæller i en pressemeddelelse:
»Det er vigtigt for os at komme bredt ud i Syddjurs Kommune, med både undervisningshold og professionelle forestillinger for børn og voksne. I de kommende år vil vi arbejde for en stærk teaterskole, tæt på børnenes bopæl og hverdag. Og vi ønsker at styrke lysten til at skabe teatertraditioner i de syddjurske familier. Vi drømmer om, at flere borgere i Syddjurs oplever, at teatret er for dem, og at oplevelserne er tæt på i hverdag, ferier og weekender. Det her er bare første skridt på vejen og vi glæder os til at præsentere mange flere tiltag.«
For børn
Sæsonen skydes i gang med to børneforestillinger. Den første forestilling på det nye spillested I Thorsager bliver ”Jeg hedder Joop”, der finder sted 8. oktober.
”Jeg hedder Joop” er en enestående forestilling, der trækker tråde mellem fortid og nutid. Joop Vos overlevede to år i kz-lejr og blev plejebarn ved en dansk familie i tre måneder. En oplevelse, der betød, at han som 19-årig flyttede til Danmark for at bo og arbejde. Her har han, som en af de sidste overlevende fra en kz-lejr, fortalt sin historie. Forestillingen er for børn fra 10 år og op.
10. september præsenterer Syddjurs Egnsteater igen ”Nikio og Den store samurai” på KulturHotellet i Rønde. Denne forestilling tager publikum med på en rejse ind i en verden af magiske fortællinger og ukendte territorier. Forestillingen er for børn fra 6 år.
I flere år har Syddjurs Egnsteater med succes udbudt teaterhold for børn i Rønde. Fra september bliver det nu også muligt for børnene på Mols og Helgenæs at dyrke teater i deres nærområde. Det nye teaterhold for 7-9-årige på Molsskolen i Knebel vil finde sted hver tirsdag.
Billetter og information fås på Syddjurs Egnsteaters hjemmeside.