Fortsæt til indhold

Så er der Sommerfest i Rønde Bypark

Fredag 8. september er der musik og fællesspisning i teltet.

Kultur og byliv
sra

Traditionen tro skal der festes i teltet i Rønde Bypark. Det sker fredag 8. September.

Festen markerer afslutningen af den forrygende aktivitet, der har været hen over sommeren. Flere foreninger og virksomheder har lavet arrangementer og bidraget til en levende bypark. Der har været alverdens dans for børn og voksne, søndagsyoga, familiekor, og der er stadig kommende arrangementer som Klimadag om drikkevand, Lions Jubilæum og Sommerfesten.

Det bliver et brag af en fest, når bandet ”Forklædt som voksen” spiller Kim Larsens bedste sange med udgangspunkt i albummet ”Værsgo”, der i år har 50 års jubilæum.

Der vil forinden være en fællesspisning med mad fra Meny. Der vil blive serveret et saftigt, marineret kyllingebryst med klassiske flødekartofler til og en sprød årstidens salat.

I baren er der servering fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Man er velkommen til at droppe ind om eftermiddagen kl. 17 inden maden, nyde stemningen i teltet og udsigten over bugten.

Programmet for aftenen er følgende

Kl. 17.00: Baren åbner og drop-in i teltet.

Kl. 18.30 Fællesspisning.

Kl. 19.30 - 22.00 Koncert med Forklædt Som Voksen.

Samme dag varmer Lions Club Rønde teltet op med deres 50 års jubilæum. Arrangementet er for alle, og der er både taler og musik. Det foregår kl. 14-17.00.

Årets Sommerfest i Rønde Bypark er arrangeret af MiR -Musik i Rønde, Kulturhotellet & Sommer i Rønde Bypark.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Deltagelse i fællesspisningen kræver dog billet, som kan købes på go-syddjurs.dk.