Plantorama stiller skarpt på biodiversiteten til Havens Dage
Til Havens Dage i Plantorama Randers 9. og 10. september kan besøgende i år blive klogere på, hvordan de understøtter og indretter en mangfoldig have.
Plantorama oplever en generel interesse for og stigning i efterspørgslen fra kunderne på både viden om og indkøb af planter til indretningen af en biodivers have, der ikke kun er farverig for øjet men i høj grad også gavner insekterne. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Tendensen er helt tydelig. De planter, der understøtter biodiversiteten, sælger nærmest sig selv. Desuden oplever vi, at vores kunder virkelig gerne vil have information og viden om, hvordan haven kan indrettes, så den understøtter netop en mere mangfoldig tilgang,« fortæller Morten Kappel, der er indkøbschef for Haveliv i Plantorama, i pressemeddelelsen.
Hele weekenden vil der være aktiviteter, og Plantoramas medarbejdere vil stå til rådighed med viden og vejledning i forbindelse med indretning af en biodivers have, der følger årstiderne og gavner insekterne.