Hvordan tænker vi os et samfund, der tager klimatruslen alvorligt?

Kan du være den samme og alligevel en anden? Ja, det kan du, hvis det er dig selv der bestemmer det. Kan samfundet være sig selv og alligevel et andet? Ja, det kan det, hvis de mennesker der lever i det bestemmer: at det skal det.

For samfundet skal være et andet. Det skal det jo, hvis der overhovedet skal være et samfund som mennesker tåleligt kan leve i. Vi VED i dag hvilken vej vores klima går, vi SER hver eneste dag hvad der er ved at ske, vi HØRER fra de mest udsatte steder at naturgrundlaget for mennesker, planter og dyr er ved at bryde sammen.

Den kollektive bevidsthed er klar nok: Vi SKAL gøre noget!

Hvorfor handler vores politikere, vores magtfulde og pengestærke mennesker, alle vores beslutningstagere, hvorfor handler de så passivt og visionsløst. Hvorfor gør de ikke noget alvorligt ved det vi ved?

Det er vel dybest set angst for at miste det de har – magt, penge, indflydelse – ligesom vi almindelige mennesker jo også holder af den tilværelse vi har, og er bange for at miste den.

Hvordan kan det egentlig komme til at se ud, det samfund, som vi med klimatruslen, kommer til at se i øjnene?

Vi kender alle dommedagsvisionerne, både som de skrives og filmes og fiktionaliseres, og som de så tit italesættes. Skræmte står vi og klamrer os til den vækst, som vi hele vores liv har levet med som var den en naturlov, men som jo i hele sit grundlag bærer truslen mod vores liv.

Så hvad kan der vokse ud af den skræmmende viden? … det behøver jo ikke at være et skrækscenarie.

Vi er rige nok i vores del af verden og bruger for fire jordkloder, så et par stykker af dem kan vi vel nok undvære. Og vi behøver ikke den rigdom vi har, der er ingen grund til at pengene har det bedst i borgernes lommer, når det kommer jordkloden til gode at vi lader dem være i verden – eller slet og ret lader dem være.

Forestil dig en verden hvor vi i fællesskab har besluttet de ting vi ikke behøver. Det kan være elektronik, mad, bil(er), huse … For vi kan i fællesskabet dele mange af de ting vi i dag har hver for sig, og den gave vi får ud af det er netop fællesskabet, at vi kan bruge hinanden meget mere end vi gør nu.

Fællesskabet er også det sted hvor vi kan beslutte og udføre aktiviteter som vi alle har glæde af. Så samtidig med at vi skærer ned på vores forbrug og deler med de andre, får vi den gave at vores liv udvider sig. Og det som vores samfund i mange år har manglet, og som vores politikere slet ikke har, nemlig visioner om hvad vi overhovedet skal med hinanden og hvad vi vil med vores samfund, de visioner vil lige så stille vokse ud af de forpligtende fællesskaber vi skaber med hinanden.

Visioner handler om meningsfuldhed. Visioner handler om, at vi vil noget med det liv vi lever. Vi vil ikke bare overleve det og ikke bare klare det; men skabe en mening med det. Og den mening handler om at vi som mennesker kommer hinanden ved og at vi som mennesker har – og tager - et ansvar for alt liv på vores lille klode - i det store rum.

Jeg tror den ’gave’ som klimaforandringerne giver os er, at vi får en chance for at komme væk fra vores tids dominerende tanker om at det er økonomisk vækst, der bærer et samfund. At vi næsten altid ser alting ud fra økonomiens og markedets synspunkt. Vi får en chance for at udvikle et samfund der ser ’vækst’ ud fra menneskets og naturens synspunkt.

I det samfund vil der blive lyttet til den enkelte, fordi magtens strukturer er gennemsigtige og ikke foregår bag lukkede døre. I det samfund vil meningen med livet være, at det går godt for alle – alle – på denne klode, at vi ikke bare hytter vores eget skind. I det samfund vil tanken om fremtidens børn være vigtigere end fremtidens investeringer. I det samfund er naturen en del af os selv og ikke noget uden for os selv, som vi skal udnytte.

Vi vil omlægge vores måde at spise på, så der ikke længere er brug for svine-, ko- og hønsefabrikker. Vi vil omlægge vores trafik og vores arbejde, så vi ikke behøver at eje så mange biler, ikke behøver bygge så mange broer og veje; men lægge store landområder ud til fri natur. Vores skoler, institutioner og plejehjem vil alle blive en mere integreret del af det omliggende samfund.

De udfordringer som vores samfund og verden står over for – ulighed, sult og klimaet – kan kun løses i fællesskabet. Og den angst som disse trusler udgør, kan vi kun overvinde ved at overbevise folk om, at vi tager deres angst alvorligt. At det er i fællesskabet de ting skal løses, hvis vi vil undgå had og vold og krig og diktatur. Det er også i fællesskabet og gennem det folkelige pres, at vi kan få vores politikere og magthavere til at forstå og handle på de trusler.

Det er det folkelige positive pres, der kan – og vil – skabe de nødvendige forandringer. Den er den vej vi er nødt til at gå, for forandringerne kommer ikke ’oppefra’.

I en enklere og mere ’fattig’ tilværelse kan vi sammen finde den rigdom det er at leve, når vi lever i overensstemmelse med den natur vi er og de mennesker vi er.«

Note: Indlægget blev læst op til søndagens klimadag på Kulturhotellet arrangeret af Bedsteforældrenes Klimaaktion i Christine Fentz, akkompagnerede på seljefløjte.