Plads til både modne kvinder og poptøser - og gerne også mænd, når Djurs Gospel synger ud et par timer hver mandag
En øveaften hos Djurs Gospel i Marienhoffskolens musiklokale er lig med seriøsitet, masser af gode grin og kommentarer plus en indlagt kaffepause.
Korleder Buffy Schiff sidder allerede bænket bag klaveret lidt i syv, da medlemmerne af Djurs Gospel trisser ind i Marienhoffskolens velassorterede musiklokale.
Det er mandag aften, og Djurs Gospel har netop begyndt vintersæsonen.
Koret blev startet i 2005 af blæksprutten Lars Thyrre Sørensen, Koed, i regi af hans Musikdrevet. Han er gået på pension.
I dag fungerer Djurs Gospel som en forening med bestyrelse, kontingent og plan for vinterhalvåret.
14 kvinder fra alle egne af Djursland synger med denne mandag, hvor Adresseavisen er på besøg. Deres udsendte er således eneste hane i kurven.
De 14 kvinder repræsenterer et bredt aldermæssigt spektrum. Her er både modne kvinder og et par poptøser.
Et nyt ansigt, Gitte, fra Rønde er dukket op og bliver hilst velkommen.
Hun fortæller, at Gitte Hænning var inspirationen, da hendes forældre skulle vælge navn.
»Hvordan har du hørt om Djurs Gospel,« spørger korleder Buffy Schiff venligt.
»Jeg læste en artikel om korert forleden i Adresseavisen, og den motiverede mig til at dukke op,« forklarer Gitte.
Alle er velkomne til at dukke op og være med til par øveaftener for at se, om det er noget for dem, eller de måske vil foretrække at synge i et almindeligt korUlla Ciersbæk Johannesen, formand for Djurs Gospel
Spilder ikke tiden
Buffy Schiff er et talende energibundt uden lige. Ingen tid at spilde. 1-2-3 og så skal vi i gang.
Djurs Gospel er et trestemmigt kor, sopran, alt og tenor. Der kræves ingen nodekendskab, men udelukkende stor sangglæde for at være med.
»Vi er her for at øve, fordi vi har nogle koncerter på programmet i løbet af året, hvor arrangørerne med rette forventer noget af os,« siger Ulla Ciersbæk Johannesen, formand for Djurs Gospel.
Hun udgør bestyrelsen sammen med Bodil Pallesen og Signe Knudsen.
Koret medvirker fast ved sommerfesten i Pindstrup i juni og har også en aftale med Marie Magdalene Kirke om medvirken ved en gospelworkshop i januar, ligesom Nødager Kirke står for tur længere henne i 2023.
Koret nyder at give koncerter og vil gerne ud noget mere. Ud over det faste medlemskontingent på 750 halvårlige kroner er koncerterne en afgørende indtægtskilde, når ambitionerne er at drive et kor med professionel leder.
Djurs Gospel får ikke kommunal støtte.
Siden opstarten er nogle faldet fra, nye er kommet til, og andre har gjort comeback.
»Vi er cirka 20 medlemmer lige nu, men vi vil gerne være flere. Alle er velkomne til at dukke op og være med til et par øveaftener for at se, om det er noget for dem, eller de måske vil foretrække at synge i et almindeligt kor,« siger Ulla Ciersbæk Johannesen.
»Mænd er også velkomne,« lyder det fra et af de øvrige medlemmer.
»Så skal jeg jo til at tage højde for mandestemmer, når jeg forbereder mig,« griner Buffy Schiff.
Men budskabet er ikke til at tage fejl: Kom frit frem nye sangere, også gerne mænd, selvom det giver mere arbejde til korlederen.
Lille sti eller motorvej?
Buffy Schiff giver de fremmødte besked om efter et kvarters opvarmning, at nu skal der øves på en klassiker i gospelgenren ’I belong to you’ af Hans Christian Jochimsen, Danmarks gospelkoryfæ nummer ét og sikkert kendt af mange fra Hella Joofs film ’Oh Happy Day’ fra 2004.
Teksten er såre enkel og budskabet til at forstå. En kærlighedssang, til Vor Herre eller kæresten, med et rytimisk drive og masser af positiv energi.
Korlederen tager den linje for linje. Bygger stemmerne op og får fordelt opgaverne. Koret står naturligvis op, og de fleste bevæger både krop, arme og ben i takt til musikken. Det er også svært at lade være.
Buffy Schiffs er først tilfreds, når stemmerne sidder i skabet. Møjsommeligt, men som tilskuer fornemmer man, at gentagelserne har tydelig effekt på det musikalske udtryk.
»Tænk lige over om det er en lille sti eller en motorvej, vi er på ud ad,«lyder det, mens hun lige lader hænderne hvile på tangenterne.
De 14 kvinders fokus er på Buffy Schiff, og de forsøger virkelig at leve op til ’mors’ anvisninger og forventninger, alt imens de lever op til det gamle Victor Borge bonmot om, at smilet er den korteste vej mellem mennesker.
Tro nu ikke, at de to timers øveaften ikke også indeholder honningdepoter.
En kaffepause er obligatorisk, ligesom der i slutfasen bare bliver sunget af karsken bælg uden breaks fra korlederen.
Efter en god time trasker Adresseavisens mand hjem på vejene, hvor han bor med fornyet appetit på livets gang her højt på nord.
Man kan ikke andet end at blive smittet af sangen og energien, der strømmer ud, når Djurs Gospel giver den gas i øvelokalet.
Nye lyttere og kormedlemmer kan passende begynde på mandag.