Kirkefest og koncert i Sct. Peders
Sct. Peders Kirke inviterer i en pressemeddelelse til kirkefest lørdag 16. september. Dagen starter med morgensang i kirken og slutter med kaffe og kage i Sct. Peders Hus.
I løbet af dagen kan du komme en tur op i kirkens tårn og nyde udsigten ud over byens tage. I Sct. Peders Hus kan du møde alle de forskellige aktiviteter, der hver uge finder kirkens lokaler. Midt på dagen er der en kort gudstjeneste, hvor kirkens børne- og ungdomskor medvirker, og bagefter er der besøg af Trylle Andreas, der vil trylle for både små og store.
Søndag fortsætter festlighederne med koncert i kirken.
Det er Aarhus Universitetskor, der giver koncert. Koret består af 25 sangere, hvoraf en stor del er eller har været studerende på Aarhus Universitet. Koret dirigeres af Søren Kinch Hansen.
Aarhus Universitetskor er et ambitiøst klassisk kammerkor med et bredt repertoire, men ofte med fokus på relativt ny kormusik. Ved koncerten i Sct. Peders Kirke består programmet af musik med temaet Vand.
Der er en entré til koncerten, mens alle aktiviteter lørdag er gratis.