Fortsæt til indhold

Bliv klogere på naturvidenskab i Kino

Fire foredrag fra Aarhus Universitet.

Kultur og byliv

For tredje sæson inviterer Kino i Grenaa indenfor i naturvidenskabens forunderlige verden. Det sker seks tirsdage i efteråret, hvor Kino livestreamer seks naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet. Universitetet understreger, at det er universitetets forskere, der står for foredragene, og at niveauet er højt, således at tilhørerne vil blive udfordret, men samtidig understreger man, at alle vil have udbytte af foredragene uanset forudsætninger.

Foredragene spænder vidt lige fra viden om, hvordan fortidens dna kan hjælpe os i fremtiden til viden om, hvordan hjernen med 100 milliarder celler fungerer. Den nyeste viden om emnerne vil blive fremlagt, og betydningen af den nye viden vil blive forklaret. Et andet af foredragene handler om de gådefulde antistoffer og om, hvordan studiet af antistoffer måske vil kunne løse gåden om, hvorfor stjernerne, planeterne og mennesket i det hele taget eksisterer. Og endeligt kan det nævnes, at et af foredragene handler om, hvordan det står til med vore insekters trivsel i det danske kulturlandskab og om, hvilken betydning det har, at det moderne landbrugsland presser insekterne så meget, som tilfældet er.

Der er gratis adgang til de seks foredrag, og de to første sæsoner har der været udsolgt til samtlige foredrag. Gert Skov fra Kino fortæller, at mange af billetterne til sæsonens foredrag er solgt. Foredragsrækken starter tirsdag 19. september og slutter tirsdag 21. november, de varer to timer inklusive en pause på tyve minutter. Foredragsholderne vil svare på spørgsmål, der under foredraget indsendes på sms, og i nogle tilfælde vil forskerne efterfølgende svare skriftligt på spørgsmål, der ikke var tid til at behandle under foredraget.

Der venter således tilhørerne nogle spændende timer om nogle af naturvidenskabens store gåder. Ønsker man at vide mere om foredragene, kan man hente en folder i Kino eller gå på nettet og søge under adressen ofn.au.dk