Da Boomer var teenager
I “Da Boomer var teenager” kommer man med på en tidsrejse tilbage til teen-age liv og smerte årgang 1970’erne med “storytelling”, glamrock og fotos som lyd- og billedtæppe.
I 10 små kapitler vil billedkunstner Verner Brems forsøge at indfange tidsånden, og berette om trekantsdrama med disker, flipper og rocker - om teenagerne Finn Sten og Bjørn og deres følelsesmæssige omdrejningspunkt Ulla Bente.
Finn Sten er en ung mand på 16 år midt i 70’erne. Han er et sted mellem at være disker og flipper. Mens de fleste af hans årgang bedre kan lide popgrupper som Sweet og Slade, synes Finn, at T. Rex er bedst. Under et lejrskoleophold møder han flipperpigen Ulla Bente, og de bliver meget glade for hinanden. Forelskelsen bliver dog udfordret af den høje Bjørn, der er rocker, og som Ulla Bente har et godt øje til.
Musikken leveres af bandet Golden Girls.
Storytelling og koncert bliver opført 22. september i Kulturhuset, som del af Kulturaften Skanderborg 2023.