Få sparetips i Kulturhuset
Vil du også leve for det halve og få det hele?
Så kom med til foredrag i Kulturhuset Skanderborg mandag 25. september, når forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansen deler ud af konkrete sparetips og inspiration til et roligere liv med besparelser for både pengepung og klima.
I foredraget fortæller Nanna Hyldgaard Hansen for eksempel, hvordan man kan få mere ro i sit liv ved at skære ned for forbrug og klimabelastning. Dette kan sagtens lade sig gøre i en hverdag i byen, uden at man behøver flytte ud på en ø og blive selvforsynende.
Du kan få nemme og konkrete tips til, hvordan man sparer penge på daglig transport, ting, der skal repareres, el, vand og varme, ting til børn, mad, tøj, rejser, impulskøb, gaver, udflugter og oplevelser, bank, forsikring og pension – og en lang række andre ting.
Nanna Hyldgaard Hansen er forfatter til bøgerne ”Lev for det halve” og ”Rig på tid - med en kortere arbejdsuge og klimavenlige vaner” og er også bogaktuel med en ny bog i 2023.
Billetter kan købes på kulturhuset-skanderborg.dk.