Fortsæt til indhold

Johnny Cash Band til Fjellerup

Sange fra 1954 til 2003 kan opleves i Fjellerup Aktivitetshus.

Kultur og byliv

Fjellerup Idrætsforening sørger lørdag 7. oktober for, at man kan opleve det midtjyske Johnny Cash Band i Fjellerup Aktivitetshus. Bandet optræder med de mest kendte sange fra hele Johnny Cashs musikalske bagkatalog i perioden fra 1954 op til 2003.

Formanden for Fjellerup Idrætsforening, Jacob Olsen, fortæller at overskuddet går ubeskåret til sportsaktiviteterne i området og håber på en rigtig god lokal opbakning til arrangementet.

Der vil være mulighed for at høre de mest populære sange af Johnny Cash og ikke mindst de særligt udvalgte sange fra de to ikoniske indspilninger fra Folsom Prison i 1968 og fra San Quentin i 1969. Der bliver også mulighed for at opleve nogle af berømte sange fra starten af hans sangkarriere helt frem til de berømte American Recordings indspilninger, som blev de sidste fra Johnny Cash side.

Omdrejningspunktet for Johnny Cash Band er at fortolke musikken fra Johnny Cash og give deres eget islæt og udtryk, men stadig med respekt for Johnny Cash velkendte evne til at formidle selv svære eksistentielle spørgsmål. Langt de fleste sangtekster fra Johnny Cashs hånd har meningsfulde og evigtgyldige budskaber til os alle om at bevare håb og kærlighed i en temmelig foranderlig verden.

Ingen andre har formået at formidle dette på en mere autentisk måde end Johnny Cash. Det er netop det, der er på spil for Johnny Cash Band.

Musikerne i Johnny Cash Band er de samme, som det har været i en årrække, og hvor de sammen udspiller hver deres roller, som den besætning, som der var i ”Johnny Cash and The Tennessee Three”, der blev etableret helt tilbage i 1960. Ivan Bach er i front med guitar og vokal som Johnny Cash. Og som et lille kuriosum er han også medlem af Fjellerup Husmoderforening. Preben Dybsdal giver den som Luther Perkins og spiller alle guitarsoloer. Per Arlyng står stolt som bassisten Marshall Grant og lægger bunden i bandet sammen med Tommy Kragelund, der bag trommerne agerer W.S. Holland.

Johnny Cash Band optræder hvert år med en række koncerter over det meste af Danmark og har blandt andet optrådt på Værket i Randers, Horsens Statsfængsel, Memphis Mansion, festivaler, forsamlingshuse, og byfester. Johnny Cash Band har ved flere lejligheder optrådt under ”Liv i Forsamlingshusene” i Norddjurs Kommune

Fjellerups lokale spise steder: Bille´s og Restaurant Madam Blå, bakker også op om arrangementet. Her er der mulighed for at købe særlige koncert-menuer, og bordbestilling er nødvendig.