Tyrolerfest på Torvet
Dobbelt så stort telt på plads til fest med gris, tuba og store ølkrus.
For tredje gang arrangerer Grenaa Aktivitets og Musikforening oktoberfest på Torvet i Grenaa.
Akkurat som i München bruger man afslutningen på høsttiden til at markere, at oktober nærmer sig - men i Grenaa nøjes man med en enkelt dag - lørdag 30. september.
I år bliver det større end nogensinde lover tovholder Marco Refskou. Teltet på 270 kvadratmeter er dobbelt så stort som sidste år og det danner ramme om spisning af helstegt pattegris fra Den Stolte Slagter - hvortil der naturligvis skal hældes øl i de helt store krus, og udover de kendte danske øltyper, vil man naturligvis også kunne nyde forskellige tyske ølsorter - og Jägerbombs og Unterberg-bitter dertil, hvis man er til det.
Musikken leveres af et københavnsk orkester med det velvalgte navn Tyrolerband. Tyrolerband er tyrolerorkestret, der skaber stemningen af at sidde på en bænk i et tysk øltelt eller enbiergarten i Østrig. De kalder sig Danmarks mest autentiske orkester med original Oberkrainer-besætning - med et varierende repertoire, autentisk tøj og østrigske indslag med koklokker, schuhplattler og alpehorn.
Orkestret består udelukkende af rutinerede musikere der brænder for tyrolermusikken. Repertoiret går fra original østrigsk tyrolermusik, til pophits i tyrolerfortolkninger.
Marco Refskou kan se tilbage på en sommer med masser af musik på Torvet og Grenaa Marina. Over 40 forskellige koncerter blev det til - også selv om vejret drillede i juli, hvor det blev nødvendigt at udsætte et par koncerter.
Hvis han bevarer retten til pladsen på Torvet, når den kommer i budrunde i Norddjurs Kommune for de næste to år, kan han næste sommer fejre ti år med musik på Torvet - hvor man gennem årene har set en voldsom udvikling - fra 7 koncerter det første år til 43 i år.