Bloms Butikker fylder 11 år - og det skal fejres
Fødselsdagen bliver fejret over fire dage, hvor der især er aktiviteter for børn.
Det er i år 11 år siden, at Bloms Butikker i Skanderborg åbnede, og det skal naturligvis fejres. Centermanager Flemming Enghave har sammensat et program, der i høj grad er lagt an på, at der sker lidt ekstra for de mange børnefamilier i Skanderborg under fejringen, som finder sted i uge 39. Det skriver butikscentret i en pressemeddelelse.
Torsdag 28. september kan du møde piraten Don Gustav. Han er strandet med sit skib i Skanderborg Sø., og han ser måske lidt farlig ud. I virkeligheden er han sød og rar, så når du ser ham i centret, kan du roligt hilse på ham. Måske han kan puste et ballonsvær til dig?
Fredag 29. september er der Sort Nat i Skanderborg, og alle butikker i centret og resten af byen holder åbent til klokken 22.
Om fredagen kan du også møde den søde klovn Lars Gustav i centret. Han går rundt og laver flotte ballonfigurer til børn og barnlige sjæle. Derudover kan du få en sjov ansigtsmaling. Centret får nemlig besøg af ”Glimmer Marie”, som maler sjove og flotte mønstre i ansigtet. Det sker ved indgangen fra Adelgade, og der ekspederes efter tur.
Nåede du det ikke om fredagen, kan du også lørdag 30. september få en sjov ansigtsmaling, for ”Glimmer Marie” er også at finde den dag. Det sker som dagen før ved indgangen fra Adelgade, og igen ekspederes der efter tur.
Fødselsdagen afsluttes søndag 1. oktober, hvor der er åbent i centrets butikker. Du kan møde den søde klovn Ballon Trutte, der laver farverige ballondyr til alle, der har lyst, og er du heldig, så synger hun og spiller lidt på sin lille ukulele.