Fortsæt til indhold

Dummy er en klovn til at være en klovn

På Teater Refleksion kan man læne sig tilbage i teatermørket, trække vejret og fordybe sig.

Kultur og byliv
sra

Sommetider får vi ikke, hvad vi tror, vi vil have, men noget andet, vi ikke vidste, vi havde brug for.

I den nye dukketeaterforestilling på Teater Refleksion, ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’, møder vi klovnen Dummy, der, som titlen fortæller, ikke er sjov. Han får i hvert fald ikke mange publikummer til at grine.

»Historien viser et paradoks ved at handle om en klovn, der ikke er sjov, og ikke opfylder sit formål. Men det viser sig, at han giver sit publikum noget andet. Når han sidder stille, giver han plads til alvor og eftertænksomhed og minder publikum om de dele af livet, der ikke altid er så lette. Og publikum kan lide ham for det,« Siger Bjarne Sandborg, teaterleder ved Teater Refleksion og instruktør på forestillingen.

Forestillingen, som er en helt ny teaterproduktion, er baseret på Kim Fupz Aakesons børnebog med samme titel og spiller fra 29. oktober til 10. november. Den er skabt i samarbejde med teatret De Røde Heste.

Sæsonens åbningsforestilling ’Farvel hr. Muffin’ handler om et elsket marsvin, der nærmer sig enden på sit liv, og helst vil sidde i sin gyngestol, filosofere og tænke tilbage på gode minder. Stykket har turneret i bl.a. Japan, Kina, USA og Australien, og har spillet næsten hvert år siden premieren for 18 år siden. Kan ses 21.-23. september.

Mange forestillinger i Teater Refleksions nye sæson handler om eftertænksomhed og om at finde sin plads i verden. Det gælder for eksempel forestillinger som ’Om lidt er alting nu’, der handler om at se tilbage på barndommen, og ’Broder Sol, Søster Måne’, om Frans af Asissi, der siger farvel til materiel rigdom for at leve et mere enkelt liv i tæt kontakt med naturen.

»Der er enormt meget støj og larm alle vegne i vores samfund, for eksempel i form af hurtig underholdning. Vores forestillinger lægger op til fordybelse og eftertænksomhed – men humor er også en vigtig del,« fortæller Bjarne Sandborg.

Teatrets sæsonprogram 2023-24 indeholder også ’Bænken’, der havde premiere i foråret, og som er en rørende og lattervækkende fortælling om en almindelig dag i en bænks liv.

Læs om sæsonens mange forestillinger på refleksion.dk.