Fortsæt til indhold

Gratis trylleri med magi, humor og en hvid kanin

Jesper Grønkjærs trylleforestilling for børn og familier er et show i højt tempo.

Kultur og byliv
sra

25 hæsblæsende minutter, som kombinerer trylleri, klovneri, bugtaleri, ballondyr – og en vaskeægte levende, hvid tryllekanin. Det er, hvad publikum kan se frem til søndag 1. oktober i HØST Huset i Hadbjerg.

Publikum i en af Danmarks sjoveste familieforestillinger er en aktiv del af løjerne, når tryllekunstner Jesper Grønkjær vender op og ned på, hvad der normalt kan lade sig gøre.

Det er tricks indhentet fra store dele af verden, skøre opfindelser, sjove påfund, fantasifulde historier, farvestrålende ballondyr med mere.

Med 250 forestillinger årligt er Jesper Grønkjær en meget erfaren entertainer, der leverer et professionelt show, der er lagt an på det humoristiske og henvender sig til både store og små.

Børnene er skiftevis musestille af forundring og skriger af grin, når Jesper optræder. Lattermusklerne bliver for alvor aktiveret hos både børn og voksne.

Jesper Grønkjær er også medlem af ”Eventyrernes Klub” og rejser jævnligt ud til verdens brændpunkter eller klodens fjerneste afkroge for at sprede smil. Han har optrådt hos kannibaler på Ny Guinea, vagter i Nordkorea, beduiner i ørkenen, indianere i Amazon-regnskoven, stammefolk i Afrika og gangstere i Sydamerika.

Nu er han atter i Danmark og er klar til at lave sjov og spas. Det eneste, publikum kan være sikre på, er, at de ikke kan være sikre på noget som helst.

Efter showet er der kaffe og kage til alle. Der er gratis entré, og alle er velkomne.