Fortsæt til indhold

Her kan man søge penge til grønne idéer

Lokale ildsjæle, der er andelshavere i NRGI, kan igen søge Værdipuljen om støtte til deres bæredygtige ideer.

Kultur og byliv
sra

2. oktober åbner NRGi for ansøgninger til Værdipuljen, som denne gang støtter projekter med fem millioner kroner. Siden 2016 har 380 projekter fået 47 millioner kroner i støtte.

Siden 2016 har energi- og rådgivningskoncernen uddelt midler til projekter, der skaber værdi for samfundet og fremmer den grønne omstilling. Og i år er ingen undtagelse. Værdipuljen åbner igen for ansøgninger til bæredygtige og fællesskabende projekter, og i denne runde er der fem millioner kroner i puljen.

»Hos NRGi ser vi altid frem til at støtte projekter, der gavner fællesskabet, og samtidig fremmer den grønne omstilling på innovative måder. Det er et fantastisk privilegium at kunne give tilbage til andelshavere og foreninger, som med nysgerrighed og kreativitet fører ideer ud i livet, der gavner samfundet,« siger Jacob Vittrup, der er adm. direktør.

Både store og små projekter kan ansøge om at få en økonomisk håndsrækning. Det kræver dog, at ideen er med til at styrke fællesskabet og understøtter en bæredygtig udvikling af forsyningsområdet.

Man skal nemlig være en del af NRGi’s 230.000 andelshavere, hvis man vil søge om støtte fra Værdipuljen.

»Andelstanken har formet den organisation, vi er i dag. Det betyder først og fremmest, at vi er en del af et stærkt fællesskab. Og her kan vi tydeligt mærke det kollektive engagement, der er hos vores andelshavere, som gerne vil tage ansvar og gøre en indsats for den grønne omstilling – og det vil vi naturligvis gerne støtte,« lyder det fra Jacob Vittrup.

I foråret støttede Værdipuljen 21 projekter i årets første runde. Her blev der blandt andet støttet op om genbrug af sportstøj og -sko i sportsforeninger, opførelsen af solcelleanlæg og opsætningen af shelters i Juelsminde biodiversitetshave. I alt har Værdipuljen uddelt 47 millioner kroner til 380 projekter, siden puljen blev stiftet i 2016.