Mystiske mini-døre popper op i byen: Vi har fundet den hemmelige kunstner bag dem

Kontorjobbet er spændende, men han har mere end det at byde på.

Tidlige morgener, når der er færrest i gaderne, slår han til. Han smører limen på muren.

Så placerer han et lille stykke træ, som ligner en dør. Ved siden af hænger han sit mærke - et lille skilt med skriften »#LILDOORS«. Han tager et billede og lægger det op på sin instagramprofil.

»Jeg har altid haft interesse i forskellige former for kunst. Mest har jeg tegnet og malet. Nu er jeg begyndt at bevæge mig ind skibsmodel-byggeri. Her fandt jeg ud af, at det er virkelig sjovt, at producere noget håndgribeligt,« siger den franske kunstner.

Aarhus Onsdag har valgt at holde kunstnerens navn hemmeligt, fordi han bare gerne vil sende byen sine små hilsner men ikke selv være i front. Igennem artiklen vil han fremgå som Emilien.

De små døre hænger rundt omkring i Aarhus’ centrum. Som en ode til de steder, de hænger, er de små trædøre pyntet med en reference til området. Døren ved Frederiksgade har en høne malet på fronten, en reference til det lille springvand med en høne i gågaden.

Gadepynt eller hærværk?

Emilien udvælger sine steder med omhu. Pladserne skal have betydning for franskmanden. Det skal være steder, som han har en forbindelse til og vigtigst af alt, må kunsten ikke skade det sted, hvor det hænger.

Derfor har Emilien brugt lang tid på at udvikle en lim, som modstår regn og blæst, som kan holde træet oppe, men som ikke skader overflader. Det skal stå i modsætning til, hvis man maler graffiti.

»Når jeg sætter en dør op, skal den give noget til området. Det må ikke være tilfældigt. Kunsten skal være forskønnende for området,« mener franskmanden.

Væggene i tunnelen mellem Park Allé og rådhusparken er markeret med spraymaling, og for forbipasserende ligner markeringerne tilfældige bogstaver.

Tættest på parken har Emilien placeret en af sine døre i tunnelen. Han står og kigger på graffitien, der er ulovlig gadekunst. Hvordan er hans små døre anderledes?

»Personligt synes jeg ikke, at det er æstetisk flot med tilfældige bogstaver. Jeg anerkender gerne, at bogstaverne betyder noget for kunstneren, der har lavet dem, men kunst handler ikke kun om at lave noget flot. Når jeg laver kunst, skal alle kunne få noget ud af det. Derfor er de små døre også mere interessante end mine tegninger, der bare ligger i skuffen, dem er der jo ingen, der ser. Kunst bør deles,” fastslår Emilien.

Et graffiti-tegn er for den enkelte. Samtidig har graffiti en rebelsk side, som Emilien ikke føler, at han deler. Dørene skal være en katalysator for, at folk kan bygge små eventyr i hovedet om, hvem der bor bag dørene.

Største håb og fortrydelsen

Franskmanden er klar over, at ikke alle vil være ligeså positive over for hans kunst. Derfor arbejder kunstneren ud fra et princip om ikke at skade, eller forstyrre de steder, han opsætter kunsten.

Især én dør fik Emilien til at indse, at opsættelsen af kunsten skal følge nogle principper.

»En af de første døre, jeg satte op, var på domkirken. Pludselig stod en masse mennesker i ring og kiggede på døren, som jeg havde sat fast på facaden. Dér gik det op for mig, at jeg havde placeret døren på en meget gammel bygning, som eventuelt kunne tage skade, og det er slet ikke intentionen med kunsten,« siger den franske skulptør og understreger, at det er den eneste dør, han har fortrudt.

Døren blev hurtigt fjernet, og Emilien valgte at sætte en ny op på de hvide siddepladser på Store Torv i stedet for. En hyldest til et sted behøver ikke at være placeret på det allermest karakteristiske, lærte han af episoden.

I dag sætter han for det meste dørene på facader, der på ingen måde kan tage skade. Elskabe er en ofte brugt overflade for den franske kunstner.

På trods af, at nogle af dørene fjernes håber Emilien på, at kunsten vil udvikle sig, i stedet for at møde modstand.

»Ideal scenariet vil være, at folk begynder at bygge til omkring dørene. Hvis jeg en dag kommer forbi en dør, og der pludselig er et vindue, eller andet sjovt, så vil jeg synes det er super fedt,« siger han.

Nogle lokationer er svære at arbejde med, ikke på grund af manglende inspiration, men dørenes levetid. Den kendte regnbuebærende murstensbygning i b yen er et sted, som den franske kunstner gerne vil hylde med en dør.

To gange har han forsøgt at sætte døre op ved Aros. To gange er de blevet fjerne efter meget kort tid. Om det er på grund af museets vagter, eller nysgerrige borgere, er Emilien ikke sikker på, men kunstkampen stopper ikke her.

»Jeg synes især, at det er sjovt, at når man forærer gratis kunst til Aros, så forsvinder det. Stederne betyder noget for mig, derfor vil jeg gerne give noget til dem. Så jeg vil sætte nye døre op, når de andre bliver taget ned. Så leder jeg efter nye steder tæt på, hvor dørene kan hænge, måske passer det nye sted endnu bedre,« siger Emilien med et smil på læben.

Dørene er placeret steder rundt omkring i bybilledet, og Emilien lægger altid et billede af stedet online, så folk kan forsøge at finde dørene, hvis de vil.