Fortsæt til indhold

Guns & Roses er rykket ind i Vestergade

Der er grafisk sammenskudsgilde bestående af lige dele roser og pistoler i Galleri Lene Bilgrav.

Kultur og byliv
sra

To af landets dygtigste grafiske kunstnere udstiller sammen hos Galleri Lene Bilgrav. Anne Marie Ploug og Svend-Allan Sørensen kalder deres fælles udstilling for Guns & Roses. Udstillingen handler lidt om et rockband, men mest af alt om de to kunstneres inspirationer.

Svend-Allan Sørensens og Anne Marie Plougs første fælles udstilling er som et trykgrafisk sammenskudsgilde bestående af lige dele roser og pistoler. På udstillingen viser de egne værker samt et par værker, som de har skabt i fællesskab specielt til denne udstilling.

Anne Marie Ploug og Svend-Allan Sørensen har mødt hinanden gennem en fælles interesse for den grafiske kunst. Men der er selvfølgelig tale om to forskellige kunstnere med hvert deres individuelle udtryk.

Anne Marie Ploug eksperimenterer ofte med forskellige grafiske teknikker og trykkemetoder i sine værker. Hendes grafiske tryk er unikke, for hun laver kun én af hver. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1995 og bor og arbejder i København.

Svend-Allan Sørensen viser blandt andet et række helt nye træsnit i serien Absurd Birds, som han har arbejdet på siden 2017. Fuglenes forvrængede fremtoning er fremkommet ved hjælp af en scanner og en laserskærer, hvorefter de er trykt på traditionel vis. Derudover viser han en række tryk, hvor motivet er frembragt ved at skyde i træ. Han er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2002 og bor og arbejder i Odense.

Der er fernisering på udstillingen fredag 29. september, og den kan derefter ses frem til 11. november.