Gyseraften i Hadsten Bio: Se eller gense kultklassiker
Rødt chok har 50-års jubilæum, og det fejrer Hadsten Bio med visning af filmen og foredrag.
Fredag den 13. er traditionelt en aften til gyserfilm, og fredag 13. oktober viser Hadsten Bio en klassiker, som ikke bare er isnende uhygge men også en milepæl i filmhistorien.
Filmen Rødt chok - på engelsk Don’t Look Now - er fra 1973 og har derfor 50-års jubilæum i år. Inden filmen toner frem på lærredet, vil filmanmelder og kulturformidler Nicolas Barbano holde et oplæg om filmen.
Rødt chok handler om det engelske ægtepar John og Laura Baxter (spillet af Donald Sutherland og Julie Christie), der efter tabet af deres datter i en tragisk drukneulykke tager til Venedig. Rejsen er for Johns vedkommende arbejde, da han hjælper med at restaurere en historisk kirke. Laura er med på dette ophold, for at parret kan komme væk fra det hele, for at bearbejde dødsfaldet af datteren, Christine, men formodentlig også i et desperat forsøg på at finde hinanden. Parret er i en tilstand af dyb sorg og hjerteskærende fremmedgørelse fra hinanden.
Og der er en seriemorder løs. Maltrakterede, halvt oplyste kvindelig trækkes fra tid til anden op af kanalernes mudrede vand…
På parrets hotel møder de et ældre søskendepar, Heather og Wendy (Hillary Mason og Clelia Matania). Heather er blind, men er åbenbart clairvoyant. Heather siger hun kan ”se” Christine, og at Christine har en advarsel til John, hendes far, fra efterlivet: at han er i overhængende fare.
Filmen, der er instrueret af engelske Nicolas Roeg, betragtes i dag som et nøgleværk indenfor horror-genren, der er blevet studeret og har været en kilde til inspiration, og hvor hele scener er blevet tyvstjålet og brugt i film indenfor alle genrer.
Horroreksperten Nicolas Barbano vil i sin indledning blandt andet gå i dybden med Venedigs makabre hemmeligheder og Nicolas Roegs udsøgte filmsprog, hvor mørke kræfter får fortid, nutid og fremtid til at kollapse i et kaleidoskopisk, euforiserende og hårrejsende mønster af religion, vanvid, vandspejl, sorgbearbejdelse, clairvoyance, kriminalitet, mystik og pludselig død.
Traditionelt opfattes horrorgenren som lavkultur, men det er kun, hvis man lader fordommene råde. Blandt de fineste eksempler på horror, som selv de mest snobbede kulturpinger må kaste sig i støvet for og tilbede side om side med selv de mest hærdede horrorfans, er Nicolas Roegs mesterlige filmatisering af Daphne Du Mauriers novelle fra 1971.
Nicolas Barbano debuterede i 1977 og markerede sig som Danmarks første filmskribent med speciale i science fiction, horror og fantasy. Blandt hans øvrige interesseområder er animation, mytologi og filmmusik. Han har bidraget til utallige tidsskrifter og publikationer, og han var en af hovedkræfterne i den første bølge af danske fanzine-publikationer. Han har forfattet flere fagbøger, produceret og instrueret egne film, været vært og bidraget med interviews på flere tv-programmer.
Billetter kan købes på hadstenbio.dk.