Møllerup Gods åbner Hubertus Kroen til kroaften og julekoncerter i Køreladen
Oplev Hubertuskroens tidslomme fra 1970’erne, musik og julestemning.
Møllerup Gods mener, at tiden er inde til nye initiativer, og derfor afholdes der i november og december kroaften i den gamle Hubertuskro og julekoncerter i Køreladen på Møllerup Gods. Her kan man få muligheden for at opleve Hubertuskroens tidslomme fra 1970’erne, skøn musik og dejlig julestemning.
Hubertuskroen eksisterede på Møllerup Gods fra 1969 og frem til 2004, hvorefter den har fungeret som et feriehus. Stilen er bevaret fra den gamle kro, og man træder derfor ind i en tidslomme fra de gode gamle dage.
Det er 25 år siden, at Hubertuskroen sidst serverede for besøgende gæster, men kan nu opleves igen, fortæller Møllerup Gods i en pressemeddelelse.
Pop-up restaurant
I de seneste par år har Møllerup Gods haft stort fokus på bryllupper og kan for tredje år i streg fejre at have haft over 30 bryllupper. En stor del af succesen skyldes, at gæsterne har frie rammer til selv at bestemme.
»Vi har valgt, at man som udgangspunkt lejer vores faciliteter og dermed selv står for koordineringen. Det gør, at vi ikke behøver at have køkkenpersonale og tjenere, men heller ikke er nødsaget til at sætte et sluttidspunkt for festen,« siger Andreas Houen, event manager ved Møllerup Gods.
Men maden og personalet er en vigtig del af festens indhold. Derfor indgik Møllerup Gods et samarbejde med Mols Dining om at tilbyde catering til diverse arrangementer på Møllerup Gods.
“Gæsterne er ikke tvunget til at vælge Mols Dining, men da de har kendskab til lokalerne på Møllerup Gods og vi samarbejder tæt, giver det god mening for gæsterne og vælge dem”, siger Andreas Houen, event manager ved Møllerup Gods, og ejer af Mols Dining, Oliver Nissen tilføjer:
»Ideen om at lave en pop-up restaurant har vi snakket længe om og vi tror på, at det er noget, som mange lokale vil finde interessant. Flere har helt sikkert besøgt Hubertuskroen tilbage i tiden og har gode minder fra stedet.«