Fortsæt til indhold

"Danmarks bedst bevarede hemmelighed" berettes om i Galten

Hør om "Danmarks bedst bevarede hemmelighed" på Galten Bibliotek mandag 9. oktober.

Kultur og byliv
mw

Skjult for offentligheden og landets fjender, opførte de danske myndigheder i 1960’erne en atombunker, som skulle rumme regeringen og dele af kongehuset, hvis der kom en 3. verdenskrig.

Det skriver Skanderborg Kommunes Biblioteker i en pressemeddelelse.

60 meter under en kridtbakke i Rold Skov ligger bunkeranlægget REGAN Vest, der i tilfælde af invasion skulle huse regeringen og Dronningen. Anlægget – kaldet REGAN VEST – er en underjordisk by med plads til 350 personer med blandt andet hospital og 232 rum. Dybt begravet en halv kilometer inde i en bakke, 60 meter under jorden...

Mandag 9. oktober klokken 19 kan du høre meget mere om anlægget og dens funktion på Galten Bibliotek.

»Allerede nu ser vi en stor interesse i at komme med til foredraget, og jeg forstår det godt,« fortæller bibliotekar på Galten Bibliotek, Line Ammentorp, og fortsætter:

»Det er som at træde ind i en tidslomme, når man ser billeder fra bunkeren og med Putins invasion af Ukraine, får man hurtig tankerne tilbage til den Kolde krig.«

Kom med til foredraget med Poul Holt Pedersen på Galten Bibliotek og hør om det gigantiske anlæg, som var ”Danmarks bedst bevarede hemmelighed”. Poul Holt Pedersen (Cand.Scient.Adm) er foredragsholder og rådgiver for DR, Kulturarvsstyrelsen og koldkrigsmuseer mv. Han har researchet om REGAN VEST og Den kolde krig siden 1994 og er forfatter til en lang række artikler og bøger, der for første gang fortæller den samlede historie om den vidtforgrenede civile koldkrigsplanlægning, der skulle redde Danmark igennem en atomkrig.

Hans bog ”Danmarks dybeste hemmelighed” var årsag til at REGAN VEST blev åbnet som museum, og efter 10 års forberedelse kunne slå dørene op 13. februar 2023 for offentligheden.

Indgangen er skjult

I murstensvillaen, der skjuler indgangen til REGAN vest boede maskinmesteren, der havde det daglige tilsyn med bunkeren. Maskinmesterboligen ved REGAN Vest fungerede som tjenestebolig for den maskinmester, som stod for den tekniske drift i REGAN Vest bunkeren. Huset blev bygget samtidig med bunkeren, og det stod færdigt i 1966, to år før selve REGAN Vest-bunkeren.

Tjenesteboligen blev bygget samtidig med bunkeren af en helt særlig årsag. Den havde nemlig til formål at spærre for indkig til selve indgangspartiet til bunkeren, de sidste år af byggeriet. Boligen har siden den stod færdig haft samme funktion – familiehjem og skalkeskjul for den hemmelige bunker. Den sidste maskinmester flyttede ud af huset i 2010.

Maskinmesterboligen er i dag indrettet, som den kunne have set ud, mens maskinmesterfamilien boede i huset. Hele huset er indrettet som et hjem anno 1980, og som museumsgæst er det tilladt at gå på opdagelse i hjemmet. Rundt omkring i boligen kan man desuden møde familiens medlemmer og høre deres historier på skærme. De fortæller om at bo i huset med den store hemmelige bunker i baghaven, deres opfattelse af tiden og den kolde krig.

Billetter til foredraget kan købes via bibliotekets hjemmeside.