Fortsæt til indhold

Kom tæt på Randers i 1950'erne og 1960'erne

Randers-billeder og Randers-historie i Helligåndshuset ved byens to stadsarkivarer Tina Knudsen Jensen og Mathilde Storvang.

Kultur og byliv
gs

Tirsdag 10. oktober holder to stadsarkivarer foredrag for Historisk Samfund i Helligåndshuset over emnet ’Randers i 1950’erne og 1960’erne - en billedmosaik fra to spændende årtier’.

Foredragets mange billeder viser nogle af de store forandringer, som Randers by gennemgik i 50’erne og 60’erne. Foredraget bliver krydret med underfundige historier fra datidens dagligliv i Randers.

»I foredraget kommer vi blandt andet omkring 50’ernes store Randers-byfester og de store forandringer, nedrivninger og bevaringsindsatser i Randers midtby, der satte sine markante pejlemærker på byens udvikling. Forandringer, der som bekendt også i dag giver anledning til diskussioner om Randers’ fortsatte udvikling,« fortæller Randers’ to stadsarkivarer Tina Knudsen Jensen og Mathilde Storvang i en pressemeddelelse.

Arkiv er åbent for alle

Randers Stadsarkiv er åbent for alle. Stadsarkivet har igennem 15 år arbejdet intensivt med at tilgængeliggøre sin billedsamling, og dermed skabt mulighed for, at mange flere kan gå på opdagelse i samlingens spændende billeder om fortidens Randers.

På arkivet ligger blandt andet en stor mængde negativer fra 50’erne og 60’erne, som er blevet scannet og bevaret. Billederne er dermed også blevet meget nemmere at gå til og anvende for menigmand. Og aftenens foredrag om Randers bys udvikling med tilhørende fortællinger og anekdoter tager naturligvis netop afsæt i Stadsarkivets billedsamling.

Alle er velkomne. Entré for ikke-medlemmer.