Ingolf fik et ekstra kunstværk med på kirkegården
Kunst i kirker og på kirkegårde i Fornæs Pastorat hele sommeren - og lidt af efteråret med.
Kunst og kirke har hørt sammen denne sommer i Fornæs Pastorat denne sommer. Næsten alle kirker i pastoratet - fra Grenaa Kirke i syd, over Anholt Kirke i øst til Hemmed Kirke i nord har grebet idéen om at bruge kirken som udstillingsrum for moderne kunst.
Det var i skolernes sommerferie, at kunsten kunne opleves inden døre i højsommeren, så turister og lokalbefolkning kunne lave ”kunst-kirke-hop” og turnere på kirkekunstruten i det norddjurske landskab. Udstillingerne kørte hele juli måned i kirkerne på Anholt, i Grenaa, Veggerslev, Villersø, Karlby, Voldby, Rimsø, Kastbjerg, Gjerrild og Hemmed.
Men på to kirkegårde - i Rimsø og Kastbjerg - har man forlænget sæsonen med en udendørs skulpturudstilling.
Den supplerer den indendørs kunst fra tidligere på sommeren, hvor en række lokale kunstnere var inviteret ind i kirkerne med deres værker. Det var de enkelte menighedsråd, som valgte deres kunstnere.
»Det har været en stor glæde, at mærke menighedsrådenes interesse og engagement, og det har også været et af formålene, nemlig at brede samarbejdet ud hen over de gamle sognegrænser,« har initiativtager Bodil Bounaventzen forklaret i en pressemeddelelse, hvor hun giver udtryk for, at der bliver meget mere af det i fremtiden.
Sidegevinst til Ingolf
For en af de lokale kunstnere, der aktuelt har værker på plads på kirkegården i Kastbjerg, Ingolf Steffensen fra Ørum, var der en sidegevinst i at deltage i udstillingen, hvor han er repræsenteret med fem skulpturer.
Jeg mindes ikke tidligere at have set et springvand på en kirkegård, så jeg er naturligvis stolt over, at man kunne se ideen i detIngolf Steffensen
»Menighedsrådet var på besøg på min egen lille kunststi i haven derhjemme for at se på de værker, som jeg gerne ville udstille. Og her var der så stor interesse for et af mine springvand, at der blev lavet aftale om opstilling og montering med strøm og vand på kirkegården. Jeg mindes ikke tidligere at have set et springvand på en kirkegård, så jeg er naturligvis stolt over, at man kunne se ideen i det,« siger Ingolf Steffensen, der har fået rejst en skulptur i rustfrit stål med rindende vand.
Skulpturen er formet som et svejset mønster. Ved siden af skulpturen kan man læse om kunstnerens tanker - om at vi mennesker i vores tid på jorden omgås hinanden i trekløvede sammenhænge, som man også finder kristendommen. Fødsel, liv og død. Skabelsen, livet og opstandelsen. Fortiden, nutiden og fremtiden. Troen, håbet og kærligheden. Moderen, faderen og barnet. Faderen, sønnen og helligånden.
»Disse treenigheder repræsenteres af de tre organiske kugler, hvor igennem en evig kilde af vand strømmer. Fordi vi skabes i vand, fordi vand er liv, velsignelse og renselse. Vand er jordens berigende ressource og klodens næring,« hedder det.