Pink Floyd-jubilæum på Auning Bibliotek
50-års jubilæet for udgivelsen af "The Dark Side of the Moon" fejres på biblioteket i Auning.
I år er det 50 år siden udgivelsen af Pink Floyds legendariske album ”The Dark Side of the Moon”. Jubilæet bliver fejret i Auning tirsdag 24. oktober, hvor biblioteket slår dørene op til en musikaften med netop denne udgivelse i centrum.
”The Dark Side of the Moon” blev Pink Floyds helt store gennembrud og er et af de mest sælgende album nogensinde. På verdensplan er der solgt omkring 45 millioner eksemplarer. I 2007 opgjorde man, at hver fjortende person i USA under 50 ejede eller havde ejet et eksemplar.
Men det kan ikke gøres op i tal alene:
»Vi skal først og fremmest fejre ”The Dark Side of the Moon”, fordi det indeholder noget fantastisk musik,« siger Thomas fra Auning Bibliotek, der er vært for arrangementet.
»I løbet af aftenen lytter vi til alle sangene, og indimellem fortæller jeg om albummets tilblivelse og betydning. For mig er det det ultimative Pink Floyd-album, hvor alt går op i en højere enhed.«
Musikaftenen er for alle, der kan lide Pink Floyd eller bare er en smule nysgerrig på denne spændende musik.
Billetter købes på norddjursbib.dk eller på biblioteket, og prisen inkluderer et glas vin, en øl eller vand.