Randers-kunstnere udstiller i Ulstrup
På udstillingen kan man se maleri og grafisk tryk ved Sebi Ganija og stentøj og raku ved Anette Filtenborg Jensen.
To dygtige kunstnere fra Randers udstiller deres kunst i Ulstruphallerne i oktober og november.
”Sebi” Sebahate Ganija er akademisk uddannet grafisk designer og kunstmaler fra Kunstakademiet i Pristina, Kosovo. Sebi beskæftiger sig meget med abstrakt akryl- og oliemaleri samt grafiske udtryk og meget mere. Hun lægger stor vægt på figuration, sanselighed og struktur i sine værker, og hun har en lang række udstillinger bag sig i Danmark, siden hun kom hertil i 1999.
Anette Filtenborg Jensen har kurser fra Århus Kunstakademi og har udstillet hos kunstforeninger, kunsthåndværk- og unikabutikker, museumsbutikker, gallerier og biblioteker. Hun får inspiration fra indtryk og sansninger i samspil med muligheden for at forme og dekorere leret, glasuren og brændingerne.
Kunstnerne har det tilfælles, at de udover at være udøvende kunstnere også underviser voksne og børn på AOF-billedskolen i Randers.
Udstillingen kan ses i hallens åbningstid i oktober og november.