Da jøderne blev en del af randrusianernes historie
Tag med på byvandring i det gamle jødiske kvarter i Randers.
For 150 år siden satte initiativrige og arbejdsomme jødiske borgere deres tydelige aftryk på udviklingen i Randers. Den jødiske befolkning i byen voksede og blev den største i Danmark uden for København.
Det kan du høre mere om, når Museum Østjylland 24. oktober inviterer på byvandring i det gamle jødiske kvarter i Randers. Her kan du høre om dengang, jøderne havde egen synagoge, skole og legatbolig.
Den jødiske befolkning bidrog tydeligt til byens udvikling inden for handel og håndværk, da mange jøder etablerede og drev succesfulde butikker og håndværksvirksomheder.
Den jødiske menighed i Randers var en befolkningsgruppe, der - som den kristne - bestod af alle slags mennesker. Blandt jøderne var velhavende grosserer, ambitiøse håndværkere og handlekraftige enker. Men der var også fromme troende og unge, som var kommet ud i en småkriminel løbebane.
På byvandringen kommer du også forbi fire netop nedlagte snublesten på Tørvebryggen, der skal minde forbipasserende om, at netop her boede mennesker, der blev ofre for nazismen. De fire snublesten i messing er lagt til minde om den herboende jødiske familie Hartogsohn, der 2. oktober 1943 blev mødt af en hård skæbne. Familien nåede ikke at flygte fra det tyske politi, efter besættelsesmagten i efteråret havde iværksat en aktion mod de danske jøder for at sende dem i koncentrationslejr. Familien Hartogsohn blev derfor arresteret på stedet.
»De fik 20 minutter til at pakke i, hvorefter de blev sendt med toget til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet. Modsat mange andre fanger i koncentrationslejrene overlevede hele familien lykkeligvis,« fortæller overinspektøren.
Billetter til byvandringen købes på museets hjemmeside.
Du kan også på egen hånd gå på byvandring i de randrusianske jøders fodspor. For at opleve Danske jøder i Randers skal du downloade appen Useeum på din smartphone.