Fortsæt til indhold

Nyt tiltag: Fællesspisning til Ebelfestival

Ni spisesteder deltager i det nye tiltag og tilbyder menuer med et strejf af æbler.

Kultur og byliv
sra

Uden mad og drikke duer helten ikke, og sådan er det også, når du er på Ebelfestival.

Fællesspisning er et nyt tiltag i årets Ebelfestival. Ni spisesteder tilbyder fællesspisning med et herligt måltid mad, hvor menuen har et strejf af æbler og fås til en familievenlig pris.

De spisesteder, der er med i fællesspisningen, er Café LøCroq, Rådhuscaféen, Café To, Karens Køkken, Restaurant Bellini, Fregat Pizza, Toppen af Ebeltoft, Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter og Kræmmerhuset.

Tidspunktet for fællesspisningerne er fra kl. 17-18.30 og foregår på de enkelte spisesteder rundt i byen. Spisebilletter skal købes på forhånd og senest kl. 18 dagen før spisningen. Der har været stor kreativitet med menuerne, og de over 1000 spisebilletter, fordelt på 30 fællesspisninger i løbet af uge 42, er sat til salg på www.go-syddjurs.dk.

»Vi I Ebelfestivalen håber, at mange gæster og lokale vil tage godt imod det nye initiativ og vil nyde at slippe for besværet med madlavning og opvask - en aften eller to - i løbet af uge 42. Vi glæder vi os over endnu et samarbejde, der lever op til festivalens formål SE-SMAG-VÆR SAMMEN.«

Hele ugen vil der i øvrigt være en stor café på Bryggertorvet, hvor man kan købe kaffe, te, kakao og friskbagte, hjemmebagte kager. Og der er også mulighed for at købe æbleskiver.

På Fedt Mikkels Gang finder man Ebelgløggcaféen, hvor der serveres dejlig varm, alkoholfri gløgg, kaffe , kage med mere, og i Jernbanegade er der mange boder med tilbud om noget at spise. Der vil desuden være et stort bartelt, hvor man må spise medbragt mad og kan købe drikkevarer.

Ebelfestivalen står for en stor del af aktiviteter, events og arrangementer, men der er også mange andre aktører, der på mange måder sørger for, at Ebelfestivalen sprudler af liv.

Her kan blandt andet nævnes Turistforeningen, der tirsdag 17. oktober laver en guidet cykeltur rundt til æbletofterne, stenæblerne og andre seværdige steder, og torsdag 19. oktober byder de på kagekonkurrence i Aktivitetshuset.

For at få Ebelfestivalen afviklet på bedste vis er det nødvendigt, at kommunen afspærrer blandt andet Jernbanegade for trafik. Andre veje er afspærret i korte perioder. Ligeledes er det nødvendigt at inddrage enkelte parkeringspladser.