Folkeklubben er meget mere end en klub
De har udgivet deres sjette album på 12 år og kommer til Aarhus for at spille det.
Folkeklubben er på stor efterårsturné. Under titlen ’Mere end en klub tur’ kommer bandet hele landet rundt med 25 koncerter i efteråret 2023, og du kan glæde dig til at opleve bandet live på Train fredag 13. oktober.
Det er gået stærkt for Folkeklubben de sidste par år. Det brede gennembrud kom med hits som ’Fedterøv’, Suspekt-samarbejdet ’Danmark/Danmarksfilm’ og albummet ’Sort Tulipan’.
Seneste udspil ’Børn af den tabte tid’ strøg direkte ind som nr. 1 på albumhitlisten, og sendte klubben forbi en udsolgt KB Hallen og store koncerter på plænerne i Tivoli i København og Friheden i Århus.
Bandet har brugt vinteren i pladestudiet og rammer således landets spillesteder med et spritnyt album i ryggen. 11 nye sange. Den sjette plade på bare 12 år.
»Vi er mere end en klub! Søger du et mere fyldestgørende svar, finder du det på dit lokale spillested til efteråret. Vi glæder os til at spille den nye plade, hits og sange fra bagkataloget. Det var sjovt at spille i en arena som KB-Hallen, men nu glæder vi os til at genbesøge de byer og spillesteder som har givet os så store oplevelser og gjort Folkeklubben til det, vi er i dag – et orkester i bevægelse,« lyder det fra Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall.
Folkeklubben blev dannet i maj 2011 ved et tilfælde. Den aarhusianske sangskriver Kjartan Arngrim blev introduceret til trommeslager, Rasmus Jusjong, til en fest en måned forinden. De mødtes igen to uger efter ved et tilfælde. Jusjong havde ad omveje hørt et par af Arngrims sange og foreslog, at de tog ud og spillede sammen. To uger senere spillede de sammen med guitaristen Rasmus Dall i Folkets Park på Nørrebro under navnet Folkeklubben – opkaldt efter den første danske folkplade.
Billetter kan findes på train.dk.