Lav din egen kappe, kom på bunkervandring og besøg et kloster i mørke
Der er masser af aktiviteter for børn og deres familier på Museum Skanderborgs afdelinger i efterårsferien.
Museum Skanderborg har i efterårsferien en bred palette af oplevelser i vente for børn og deres familie.
Lørdag 14. oktober er der ”Store-bunkervandrings-dag” med tre guidede vandringer til bunkerne i Dyrehaven. En af turene er i børnehøjde og særligt tilrettelagt for børnefamilier. Der kræves tilmelding til alle vandringerne, da der er begrænsede pladser pr. tur. Tilmelding på museets hjemmeside. Skanderborg Bunkerne holder også almindeligt åbent torsdag- søndag i efterårsferien kl. 13-16. Kom og hør den nye lydkulisse med engelske bombefly over bunkerne.
Æbledag
Søndag 15. oktober kl. 10-16 er der ”Levende museum” og æbledag på Gl. Rye Mølle med aktiviteter for børn og voksne i forbindelse med skolernes efterårsferie.
Den gamle Mølle befolkes af håndværkere, som sætter gang i maskinerne, og Møllen fyldes af lyde og aktiviteter. De gamle motorer og savværket kommer i gang og møllen kører. Vil du have presset dine egne æbler, så hjælper Låsby Æblets Venner. Du skal blot medbringe æbler og dunke, så kan du få friskpresset æblesaft med hjem. På dagen vil der være salg af friskbagte boller, kaffe og te.
Museet på Gl. Rye Mølle har også almindeligt åbent torsdag-søndag kl. 13-16 i efterårsferien.
Modedesigner
Har du set Uffe Franks farvestrålende kapper? På Perron1 kan du lave din egen kappe i efterårsferieværkstedet for børn, hver dag, mandag 16. til fredag 20. oktober kl. 10-12 og kl. 13-16. På Perron1 vises udstillingen ”Savage Garden” i samarbejde med modedesigner Uffe Frank. I udstillingen er der en masse broderede kapper lavet i fine stoffer med broderede motiver og perler.
Kapper er unisex. De kan passe de fleste. Samtidig kan kapper have både ceremonielle og magiske betydninger og på den måde opfylde en personlig drøm eller give superkræfter - man kan blive sig egen superhelt. Kom og vær med i det kreative værksted, hvor man kan dekorere sin egen lærredskappe med farver og perler. Værkstedet er for børn og børnefamilier.
Kloster i mørke
På Øm Kloster Museum er der torsdag 19. oktober kl. 18.30-20.30 ”Museum i lommelygtens skær”.
Lys dig frem i mørket mellem skeletterne og oplev den særlige aftenstemning på Øm Kloster. Besøg museet med en lommelygte i hånden i skæret fra måne, fakler og levende lys, når museet holder aftenåbent i efterårsferien. I mørket kan du møde ”munke”, som fortæller historier om dengang, der boede rigtige munke på Øm Kloster. Hvis du bliver kold, kan du gå hen til bålet og få en varm drik (som naturligvis er børnevenlig). Vel mødt i mørket og husk lommelygte.
Øm Kloster Museum har også almindeligt åbent tirsdag-søndag kl. 10-16 i hele efterårsferien.
Entrépriser for voksne og yderligere oplysninger om de enkelte arrangementer kan ses på Museum Skanderborgs hjemmeside.